Mange mennesker har drømme, der er uforståelige, urovækkende el­ler mystiske – og vågner op fulde af spørgsmålstegn. Hvad var det? Et eller andet vilddyr, der er efter mig, en umulig og farlig situation med et barn, der er kommet til skade. En flyvemaskine, der er ved at styrte ned eller et hus, der brænder. Alt sammen uforståeligt, indtil vi går tættere på.

• En mand drømte om en hest, der stod stille og græssede på en mark, fordybet i sit gøremål og i overensstemmelse med omgivelser­ne. En ældre mand kom hen til hesten, trak den mod dens vilje ned til stranden og ud i en båd og roede ud på havet med den nu skrækslagne hest. Da manden i sit drømmearbejde identificerede sig med hesten, opdagede han sin rolige, kontemplative del, som han holdt så meget af. Da han identificerede sig med den ældre mand, opdagede han en anden side af sig: her skulle der ske noget, der skulle være gang i den, handling!
• Han fik nu en tydelig opfattelse af to forskellige sider af sin personlighed, konflikten imellem dem og de følgevirkninger, den havde på hans kontemplative side. »Jeg er splittet mellem de to kræfter i mig, de to slås, der er konflikt, og som regel er det den uro­lige der-skal-ske-noget-side, der vinder. Jeg har aldrig fred, der skal altid ske noget, mit liv er forceret, det er for pinefuldt«, sagde han.

Eksemplet viser en drøm, der i begyndelsen var uforståelig for drømmeren. Dernæst at han, ved at identificere sig med drøm­men og dens elementer (så at sige genoplive drømmen i vågen tilstand), fik en tydelig opfattelse af, hvem han var og, hvordan han arrangerede sig i sit liv og hvilke følgevirkninger det havde. Nu havde han et dy­bere grundlag for at vælge, hvordan han ville leve sit liv.

Personlighed

Personligheden kan beskrives som en helhed, der er delvis bevidst for personen. Helheden er personens subjektivitet. I denne helhed er der forskellige delpersonligheder (som objektrelations-te­o­re­tik­erne kal­der selv-ohjekter) som kommer til syne på drømmeplan som forskel­lige figurer, skikkelser, væsener mv. Disse del-personligheder, også kal­det »den indre familie«, kan opfattes som psykiske enheder i personlighe­den. Det kan være det modsatkønnede (det feminine hos manden, det maskuline hos kvinden), den indre mor (personens evne til at være mød­rende), den indre far (personens evne til at være fædrende), det indre barn, den gamle mand, uhyret, feen, heksen mv.

Drømmefigurer symboliserer disse forskellige del-personligheder. Drømmeelementerne, og dermed del-personlighederne, er subjektive, og indholdet i dem klarlægges først i den enkeltes oplevelse. Dette kan ikke omgås. Der er ingen genveje. Vi må via det subjektive, hver gang vi vil »læse«et symbol.

Hvad viser drømmene?

Drømme viser billedligt vores personlighed og vores samarbejdsrelatio­ner i psyken. Modsætninger i psyken, i personligheden, viser sig i drømmene. Drømmene viser også bevægelser i personligheden, fx. fød­sel af det nye. Drømmene viser, hvordan jeg er i verden eksistentielt, hvordan jeg er lige nu, og hvad der i øjeblikket er det centrale.

Drømme viser det eksistentielle billede utilsløret, sandfærdigt, og det er drømmenes store styrke. Drømme er uden jeg’ets, ego’ets, ønsketænk­ning. (Jeg’et forstået som personens selv-billede, identiteten, sådan som personen opfatter sig selv). Et meget almindeligt, menneskeligt fænomen er, at vi tit er mere optaget af, hvordan vi burde være, end hvordan vi er. Altså ligger vi under for en del ønsketænkning om os selv. Selvbilledet er påvirket af ønsketænkning, og hvad der er vigtigt, hvad vi har lært tidligere i vores liv om os selv (og delvis stadig tror på) via de betydningsfulde andres (primært den oprindelige families) måde at være på i forhold til os. Det vil sige, at vi har et (delvist) falsk selvbillede. Dels på grund af ønsketænkning og dels på grund af tidlige erfaringer.

Drømme censurerer ikke selvbilledet: når jeg ved, hvem jeg er, har jeg lettere ved at gøre det rigtige i situationen. Og dette er forbindelsen til etik. Drømme kan altså forstås som eksistentielle billeder, der basalt hos personen viser, hvad der foregår lige nu.

• En mand, der drømte om en lille hjælpeløs sælunge, opdagede sin indtil nu ikke erkendte sårbare side.
• En kvinde drømte om en farlig krokodille, der var efter hende. Da hun identificerede sig med krokodillen, opdagede hun sin tidligere fra­spaltede vrede del.
• En mand drømte om en flyvemaskine, der landede meget voldsomt på en mark. Da manden prøvede at være flyvemaskinen, drog han nogle paralleller til sit liv og opdagede, at den var et billede på hans liv lige nu: han var ved meget pludseligt at få jordforbindelse i forbin­delse med et parforhold, han var indgået i.
• En kvinde drømte om et hus der brændte. Da hun forestillede sig at være huset og oplevede, hvad der skete som det, opdagede hun, at det var et billede på, hvad der skete for hende: en voldsom ændring var un­dervejs i hendes liv, nyt arbejde, ny bopæl og en skilsmisse un­der op­træk.
• En kvinde drømte om et kat, der var lukket ude. Ved at identificere sig med denne kat opdagede hun, hvor negativt hun så på det feminine hos sig selv.
• En kvinde drømte om en rocker, der var efter hende. Derved opda­gede hun den indre maskuline del-personlighed, som stod i modsæt­nings­forhold til det feminine jeg.
• En mand drømte, at han sejlede i en motorbåd. Pludselig satte han fart på og en kvinde, der sad bagest i båden, faldt overbord. Ved at un­dersøge hende som en delpersonlighed (det feminine i ham) opdagede han (det maskuline jeg) sit negative forhold til det feminine: »Jeg har ikke tid til det føleri. Det er noget pjat. Jeg må videre«. Han blev også klar over, at dette »føleri« havde han på et tidspunkt i sit liv fraspaltet. Han fortalte, at han var blevete hånet og fået voldsom kritik af de andre i familien, især af faderen og en storebror. På et tidspunkt måtte han træffe et valg og måtte vælge de andre eller følsom­he­den. Han valgte de andre, havde faktisk ikke andre muligheder. Ensomheden og hånen var ikke til at bære. If we can’t beat them, we join them.

Denne drømmers problem var ikke den oprindelige fraspaltning. På det tids­punkt var det en sund overlevelsesmekanisme. Problemet opstår, når vi opretholder fraspaltningen længe efter det er nødvendigt. Vi bliver i det, der var, og er ikke i det, der er. Derved kan vi sige, at vores selvopfattelse ikke er ajourført. Den er produktet af det, der har været.

Sådan kan drømmene vise den falske (eller ufuldstændige) væren, den måde at være på, hvor personen så at sige er gået bort fra sig selv. Da drømmearbejdet (og andet psykoterapeutisk arbejde) indeholder muligheden for at komme tilbage til sit sande selv, sin sande måde at være på, via at opdage, det der er, giver drømmearbejdet også mulighed for en tydeligere opdagelse af, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Ovenover er nævnt »at undersøge« et drømmeelement. »At under­søge« betyder at forholde sig til, at rette sin opmærksomhed mod, at spørge til, at fordybe sig i og at detaljere.

Grundlaget for at forstå drømmene

Alle drømmeforståelser bygger på et grundlag. Vi kan ikke arbejde med drømme eller med personligheden, uden at vi gør det på et bestemt grundlag.

Det kan skabe klarhed at tydeliggøre dette grundlag. Grundlaget er også denne drømmeopfattelses menneskesyn. Nærværende drømme­forståelse hviler på følgende grundlag. Der er tre hovedhjørnestene:

1) Gestaltterapien

Herfra har jeg hentet eksistentialismen. Det vil sige den opfattelse, at vi hver især er ansvarlige for vores tanker, følelser og handlinger. Vi kan ikke gøre andre ansvarlige, og vi kan ikke tage andres ansvar fra dem. Jeg har mit ansvar for min eksistens og den anden har sit ansvar for sin eksi­stens. Det vil sige, at give den anden hendes/hans rette størrelse, ikke at reducere den anden, er at undlade at tage ansvaret fra hende/ham.

Eksistentialisterne taler også om, at vi kun findes i relationen. I relationen til omverden bliver vi til. Derved må en drømmeforståelse bygge på relationen mellem drømmeren og verden.

Fra gestaltterapien kommer dernæst fænomenologien, hvilket vil sige ’at tage den anden for pålydende’. At kalde tingene ved deres navn. Hvert individ har sin sandhed, har sin oplevelse af sig og verden og kan kun forstås ud fra denne oplevelse.

Fra gestaltterapien kommer også feltteorien. Fra denne har vi, at alt hvad der er vigtigt fra historien, fra vores fortid, ér nu. Alt, hvad der gøres, alt hvad der er, ér nu. Det betyder, at vi har alle informationer om personen her og nu. Derved flyttes fokus fra det, der har været og ikke er mere, til det, der ér. Og igen, at individet kun kan forstås ud fra relationen-indi­vid-omgivelser. Vi lever, ér, i kontaktfladen individ-omgivelser. Sub­jekt-subjekt, eller subjekt-objekt konstituerer hinanden. Verden bli­ver til i min oplevelse og jeg bliver til i min oplevelse af verden. Vi eksisterer ikke løsrevet fra en sammenhæng. Det medfører dialogens nødvendighed; dialogen mellem klienten og terapeuten.

Dialogen har nogle forudsætninger og indeholder for terapeuten nogle etiske aspekter:

• at være villig til at møde den anden
• at tillade sig at være her og nu
•  at kunne sætte sig selv i parentes; at holde egne normer, værdier, moral, behov ude
• at være villig til at reagere på den anden, at tage den anden ind (hvordan er det, at være den anden?)­ – dvs.  empati
• at vedblive at være sig selv, at have sit center i sig.

2) Jung

Fra Jung har vi benævnelsen af vigtige psykiske elementer; bl.a. den indre familie mv. Jung var også den, der pegede på, at mennesket er intentio­nelt, styret af vores intentioner, og ikke kausalt. Også derved flyttes op­mærksomheden fra fortiden (hvad skete der?), til nuet (hvad vil jeg, hvad gør jeg, hvem er jeg?).

Endvidere pegede Jung på individuationsprocessen som den bevæ­gelse vi alle er i, hen mod personlighedsmæssig helhed. Jung påpegede symbolernes betydning, det ubevidstes sprog, og at symbolerne kun kan forstås subjektivt.

Indtil et symbol i en drøm, fx. »den indre mor«, opleves subjektivt, har vi kun at gøre med en tom kasse, der hedder »indre mor«. Først via den individuelle oplevelse får vi et indhold i ordene »indre mor«. Drømmeelementer findes kun i person­ens oplevelse. Ellers er det kun ord.

Desuden har vi fra Jung, at menneskelig udvikling tit er integration af modsætninger i psyken, og at opmærksomhed på disse modsætninger aktiverer bevægelsen hen mod personlighedsmæssig helhed, mod samarbejde. Jung talte om, at de psykiske størrelser inde­holder et vækstpotentiale, der aktiveres via drømmerens opmærksom­hed, når opmærksomheden rettes mod drømmen. Han pegede på, at indre størrelser har deres eget liv og deres egen dy­namik, tildels uafhængig af jeg’et. Som fx i en drøm , hvor en mand (det maskuline hos en kvinde) i en drøm »af sig selv« bryder ind hos kvinden, og siger til kvinden, at han ikke mere vil holdes ude. Kvin­den kan bare overrasket betragte, at det sker.

3) Den ny-freudianske drømmeforståelse

Herfra er der mange sammenfald i forståelse med Jung og gestaltterapi­ens opfattelse, og der er flere væsentlige bidrag:

• drømmevirksomheden er en billedliggørelse af nye psykiske konfigurationer, såsom ændringer i selvbilledet (»sådan er jeg også«)
• drømme bidrager til en øjeblikkelig løsning af intrapsykiske konflikter. Denne løsning består ofte i, at personen på det indre plan organiserer sig på en anden måde (»sådan er jeg altså også«)
• den vigtigste opgave i drømmearbejdet er at illuminere så meget som muligt af drømmerens oplevelse med hensyn til sin måde at være på – i drømmen og i verden
• drømmefigurer er ikke iført »forklædning« (som i den klassiske Freud-opfattelse), derimod er der tale om »beklædning«, som det gælder om at aflæse
• drømmen kan vise, hvordan drømmeren organiserer og konstruerer sin selvopfattelse og verdensopfattelse
• når vi sætter ord på drømmens elementer, drømmens udviklingspotentiale
• de enkelte elementer i drømmen, selv-objekterne (som er elementer i personligheden) kan påvirke hinanden. Fx. kan gode selv-objek­ter reparere dårlige selv-objekter
• meningen med drømmen kan kun forstås ud fra drømmerens situation.

At arbejde med drømme

Når jeg arbejder med drømme, er det vigtigt at fastholde forskellen mellem indre og ydre virkelighed. Blander jeg de to sammen, kan vi blive alt for forskrækkede. Drømme viser symbolske billeder på indre, personlighedsmæssige elemen­ter og viser på symbolsk måde bevægelser i psyken. Det vil sige, at fx en bidsk hund i drømme afspej­ler en særlig dynamik i personligheden. Visse drømmeelementer er rystende, fx en vild løve, der er efter én (afspejler en personligheds­mæssig modsætning). Men en vild løve i den ydre verden er noget ganske andet! Ydre og indre virkelighed må ikke blandes sammen. Begge dele er virkelige, men på hvert sin måde.

Man kan forholde sig til sine drømme på to måder:

a) Intellektuelt

Her arbejdes analytisk, abstrakt og alment. Man taler om drømme­ne og drømmeelementerne. Det er den klassiske måde at udføre drømmeanalyse på: at tænke sig til, hvad det kan betyde.

b) Oplevelsesorienteret

Her oplever drømmeren, hvad drømmen vil fortælle, konkret og personligt. Man er i det, modsat at tale om det. Drømmeren oplever i sit drøm­mearbejde at være elementerne i drømmen / hele drømmen og får via sin oplevelse budskabet om, hvad dette element / denne drøm bety­der. At være elementet / drømmen vil sige, at drømmeren i sit drømme­arbejde identificerer sig med drømmeelementerne / hele drømmen. Det er ikke til at sige, at forholdelsesmåde b) er god og a) er dårlig, eller omvendt. Vi har brug for begge to, og ofte vil de interagere hos den enkel­te.

Efter min opfattelse er de fleste af os dog socialiserede til at bruge analyse mest og oplevelse mindst. Det er ærgerligt, fordi det er i ople­velsen af drømmen, at drømmen transformerer sin kraft til drømmeren. Dér er drømmens potentiale.

Når drømmeren oplever drømmen og siger: »Ja, det er mit liv, nu kan jeg se det, det er sådan jeg gør«, så ændres noget hos personen. Noget er ikke mere det samme: en større forankring i livet, en nød­ven­dig kursændring, en større indsigt, en større klarhed mv. Det er et stort gode, vi har til rådighed ­og lige ved hånden. Det er ærgerligt at gå glip af det ved kun at arbejde analytisk med drømmen.

Denne drømmeforståelse og drømmearbejds­metode hviler på to præmisser, som udspringer af de tre hjørnestene nævnt ovenfor:

• delene i drømme er dele af drømmerens personlighed,
• drømmens udforming, som jo er drømmerens værk, indeholder et budskab fra drømmeren til sig selv. Som Jung siger: drømme gør sig umage med at fortælle den begrænsede jeg-be­vidst­hed, hvad jeg’et endnu ikke ved, men kunne have fordel af at vide.

Anvendelse af drømme kan give større samarbejde mellem personlighedens delelementer, løse modsætninger i psyken, skabe mere helhed. Jo mere hel jeg er, jo bedre kan jeg gøre det, jeg gerne vil, jo bedre kan jeg vælge.

At træde i eksistens, at blive sig selv, giver bedre grundlag for at træf­fe rigtige valg. Fx manden, der drømte om den lille sælunge. Via denne sælunge opdagede han sin tidligere amputerede følsomhed. Nu kunne han ind­drage følsomheden i sine valg og kunne derved vælge mere helt. Som sagt er menneskelig udvikling ofte integration af modsætninger i personligheden.

Denne integrationsproces kan med fordel opdeles i nogle faser:

1. Opdage modsætningen

Det begynder nogle gange med, at man er modløs, får ikke udrettet no­get, går i stå, bliver alt for hyppigt hjemme, løber ind i en blindgyde gang på gang, mister gnisten, har for mange fiaskoer mv. Her er drøm­me gode, for de viser, hvad der foregår. Drømmene kan da vise modsæt­ningsforhold i psyken.

• En kvinde drømte at hun rasende piskede en hest, der lå ned. Da hun i sit drømmearbejde identificerede sig med hesten, opdagede hun, at den også var en side af hende. Hun var træt, træt, træt, orkede ikke mere, blev hele tiden presset ud over sin ydeevne, aldrig pause, al­drig at hvile sig oven på et godt stykke arbejde, hele tiden videre, videre! »Det er også mig«, sagde hun, og hun kom i kontakt med sin ikke-er­kendte, udmattede side.
  Indtil da havde hun kun villet vide om sin dy­namiske og meget ivrige side. Den anden side var fraspaltet på grund af det værdimod­sætningsforhold, der var mellem de to personlighedssider. I den modsæt­ning var den foretagsomme side gået af med sejren. Det er der selvfølge­ligt en historisk grund til. Hun havde fået mest opmærksom­hed her, og de betydningsfulde andre havde set ilde på behovet for pause, at af og til være passiv, at hvile sig.

2. Fordybelse

Dette er den vanskeligste fase. Når vi opdager noget, som ikke er som vi synes det skal være, så vil vi gerne videre. Så begynder vi at tænke på, hvordan vi burde være, hvordan vi kunne være. Derved bremses vækstprocessen. Vi må gøre det modsatte: blive i det, der er. Det kan være meget svært.

At undersøge, hvad der ér, modsat at ønske sig videre, kaldes fordybelse. Det vil sige: hvem er jeg i mine forskel­lige del-per­son­lig­he­der? At detaljere, at konkretisere og at benævne. Med hensyn til holdninger, værdier, motiver, behov mv. Altså at undersøge, hvad der foregår og hvem jeg er i mine forskellige dele. I drømmearbejdet vil drømmeren skifte mellem de forskellige modsætninger, som de viser sig på drømmeplan og undersøge dem.

Kvinden med drømmen med hesten skiftede i sit drømmearbejde mellem at være den kvindelige rytter og undersøge hvad det betød for hen­de –  og at være hesten og undersøge, hvilken betydning det havde for hende.

Efterhånden, ­med voksende erfaring i drømmearbejdet, ­får drømme­ren tillid til processen og kan lettere overgive sig til den og undersøge det, der ér, i stedet for at ønske sig videre. Derved fremmes drømmer­ens udvikling.

3. Dialog

Når fase 2 får lov at forløbe af sig selv uden at drømmeren vil videre, begynder del-per­son­lig­hederne efter et stykke tid at tale sammen. Kvin­den med hestedrømmen oplevede, at hun som hesten begyndte at tale til rytteren og fortælle denne om sin situation; sine behov, sine værdier, sin tilstand og hvad, der var nødvendigt for, at hun kunne komme op og videre i verden. Rytteren fortalte hesten om sin situation, hvilke præmis­ser hun havde, hvad hun havde brug for her i verden. Får fase 3 lov at forløbe i sit eget tempo, går processen ind i fase 4:

4. Samarbejde

Del-personlighederne begynder nu at lytte til den anden/de andre; at inddrage den andens virkelighed i egen verden og opdage, at sådan kan man også se på det, at man kan tage den anden med i sin bevidsthed. Hos kvinden begyndte rytteren at tage hestens betingelser med i sine hand­linger. Langsomt opdagede hun, at hun nåede mere på denne måde. Da hun fik hele sig med, havde hun i det hele taget mulighed for at vælge. Hun kunne vælge helt; ville hun gå frem her, eller ville hun blive stående? Hun kunne også tydeligere opdage, hvad hun ville, hvad der passede til hende, hvad der var rigtigt for hende. Kort sagt: hun kunne vælge, i stedet for at reproducere nogle holdninger. Hun blev sig selv, hele sig selv.

Ønsket om ændring

Når vi taler om ændring, om psykoterapi, om menneskelig udvikling, er det vigtigt, hvordan vi forholder os til vores proces. Vi kan gøre noget, der fremmer udvikling – og vi kan gøre noget, der bremser.

En af de mest effektive måder at bremse på, er at ønske sig videre, fordi det er at gå væk fra sig selv. Og så kommer man ikke ud af stedet. Dette er ofte benævnt »den paradoksale ændringsteori«. Når jeg bliver den, jeg er, så flytter jeg mig (hvis der er grund til det).

Når vi opdager noget mindre pænt ved os selv, så ønsker vi os ofte videre. »Bare jeg ikke var på den måde, bare jeg dog var længere fremme«, siger vi ofte. Hvilket er at ønske sig at være en anden, end den jeg er nu. Vi bliver optaget af målorientering, af produkt­orientering. Og så bliver vi på stedet. Ingen har nogen sinde ændret sig ud fra ønsket om at være en anden. Vi må starte derfra, hvor vi er. At være den jeg er. Det er at opgive målet (for en tid) og blive procesorienteret i stedet for. At spørge: Hvad sker der? Hvordan bærer jeg mig ad? Hvem er jeg?

Ønsket om noget andet kan være min bedste ven og min største fjende. Det er min bedste ven når jeg kan ane muligheden for noget andet og derfor har noget dynamik. Det er min værste fjen­de, når ønsket do­minerer mig, og jeg kun ser ønsket om noget andet. Derved kommer jeg til at forlade virkeligheden og leve i en ønskeverden. Når jeg møder noget grimt i mig, er det bedre at kigge på det, end at løbe væk. Ydermere er det sådan, at det (grimme) jeg ikke anerkender, kan tage magten fra mig og overmande mig, til forskel fra det grimme som jeg går i dialog med. Det kan jeg håndtere.

• En kvinde var meget selvkritisk. Hun sagde hele tiden: »Hvor er jeg selvkritisk og hvor er det dårligt, det burde jeg ikke være. Hvor er jeg selvkritisk, hvor er det dårligt, sådan bur­de jeg ikke være. Hvor er jeg…« osv. osv. Hun flyttede sig ikke én millimeter.
  Så fik hun det forslag, i sit arbejde med sig selv, at standse efter hun havde konstate­ret at hun var selvkritisk: »Hvor er jeg selvkritisk«. Punktum. Og dér blev hun et stykke tid. Så sagde hun: »Det vil jeg til at holde op med«. Først da hun blev den hun var, ændre­de hun sig. Først da muliggjorde hun ændring. Vi må have fast grund under fødderne for at kunne flytte os, ellers er det bare ønsketænkning, og så er benene frit svæ­vende i luften. Ingen afsætsmulighed.
• En mand rummede megen vrede og at være så vred stred mod hans selvopfattelse; sådan ville han ikke være. Flere gange tog vreden magten fra ham, og han var ved at bruge vold i skænderier med ko­nen. På et tidspunkt anerkendte han vreden, undersøgte den, påtog sig den, og fra da af kunne han tumle vreden. På eventyrsprog hedder det: »At kysse frøen«, eller »At finde troldens navn«.

At nærme sig det grimme, i stedet for at løbe væk. Noget andet er, at dette »grimme« jeg løber fra, meget ofte viser sig ikke at være så grimt endda. Men jeg må tættere på for at opdage det.

En kvinde drømte om mænd, der kravlede ind af hendes vinduer. Hun så disse mænd som negative og fordømte dem. Da hun i sit drømme­arbejde prøvede at skifte stol og være manden, sagde hun (som ham): »Jeg vil ikke være henvist til at være udenfor, jeg vil ikke udelukkes, jeg rummer noget godt som jeg gerne vil anerkendes for, jeg vil ind ilyset og varmen, jeg har noget godt til dig«. Kvinden blev meget overrasket og oplevede, at hun skiftede holdning til manden. Hun opdagede, at det var det tidligere fraseparerede maskuline sider ved hende, som hendes oprindelige familie, som var meget forsigtige og pæne, ikke havde kun­net rumme.

Den ændrede holdning til det maskuline viste sig også ude i ver­den, hvor hun opdagede, at hun ikke var så bange for mænd og kunne gå tættere på dem. Hun opdagede, at hun mere vurderede dem som dem de var, og ikke ud fra, hvad hun troede om dem. Det vil sige, at hun faktisk rykkede lidt tættere på virkeligheden og fik lidt af det subjektive filter mellem sig og virkeligheden væk.

Vores opfattelse af det ydre er nogle gange en afspejling af det indre. Den måde at være på ­at være ved det, der er ­har efter min opfattelse en undervurderet betydning. En betydning vi ikke opdager, fordi vi ofte vil videre.

I digtet »Hemmeligheder«, tilegnet Asger Jorn, taler Jens August Schade om den kraft, den værdi, den rystelse, der ligger i det, der er:

Jeg kan se

Himlen aaben,

der er ingen lukkede Døre

for mig.

Men bag ved de aabne Døres

Hemmelighed

er der ting,

saa du ville ryste i Jubel

og Sindsbevægelse.

O, Gud hjælpe dig.

­Jens August Schade

I oplevelsen af nuet ligger en ubønhørlighed, som både er berigende og skræmmende. Berigende, fordi den faktiske verden åbner sig for os: der er noget vi ikke kan komme uden om, og denne klarhed giver sikkerhed, og oplevelse af rigdom. Skræmmende, fordi vi opdager at bordet fanger: indsigt i nødvendigheden rejser nogle krav. Efter det er der ikke mere tid til det hele.

Herfra er der en forbindelse til etik: når jeg bliver ved det, der er, har jeg lettere ved at opdage det rigtige, fordi jeg nu har noget at vide ud fra.

Mareridt

Mange mennesker har mareridt og vågner op oprevne, bange og fulde af spørgsmål: Hvad var det? Et eller andet vilddyr, en umulig og farlig situation eller et barn, der var ved at komme til skade.

• En mand drømte om et uhyre, der gentagne gan­ge var efter ham. En nærmere undersøgelse viste, at uhyret repræsenterede en kraftfuld side af ham, som han tidligere havde fraspaltet på grund af omstændighederne. Ud fra jeg’ets opfattelse af, hvordan man bør være, havde han vurderet uhyret ekstremt negativt – en vurdering, som uhyret var meget vred over. Og så er der grundlag for et modsætningsforhold: vrede og angreb, angst og flugt.
• En kvinde med et meget negativt selvbillede, mødte i drømme en ældre kvinde, der forfulgte og skræmte hende uden hun rigtig vidste hvorfor. En undersøgelse viste, at den ældre kvinde stod for det gode, som drømmeren havde fortrængt hos sig selv på et tidligt tidspunkt. Hun var vokset op under forhold, hvor det »gode« var forbundet med svigt, udnyttelse, misbrug, afstraffelse og derved, i kvindens bevidsthed, forbundet med det negative. Det »gode«var så forgiftet, at kvinden måtte »af«med det.

Da kvinden i drømmen så, at det »gode« var på vej tilbage, blev hun meget bange, indtil hun så forskellen mellem det gode nu og det »gode« dengang. Man må tættere på for at opdage, hvordan noget faktisk er. Hvad er godt, hvad er skidt? Her er der en forbindelse til etik.

For at opdage om noget er ”godt” eller ”dårligt” må vi tættere på. »Tæt­tere på« betyder, at tingene, det faktiske, må undersøges ordentligt, detalje­res og benævnes med deres rette navn, og ikke vurderes på afstand og udelukkende ud fra vores erfaringer. Vores erfaringer er ofte en billet til et tog, der er kørt.

• En mand drømte om et barn, der var frygteligt forbrændt. Manden vågnede skrækslagen og havde mest lyst til at løbe langt væk. Han fik det forslag at undersøge billedet og fandt lidt efter lidt ud af, at det for­brændte barn var hans egen erindring om sig selv som barn. Han opda­gede også, at han ikke havde kunnet være sammen med sine biologiske børn, især i forbindelse med smerte, da hans eget indre, forbrændte barn stod i vejen. Han havde ikke kunnet handle adækvat i forhold til dem, havde ikke kunnet handle rigtigt.

Over et stykke tid gav han nu det indre barn op­mærksomhed og pleje, visualiserede at han plejede det og opdagede, at barnet ganske lang­somt helede op. Samtidig opdagede han, at han kunne rykke tættere på sine ydre børn og især kunne være sammen med dem om­kring smerte. Han kunne nu handle rigtigt (situationsrelevant) i forhold til dem. Både være sammen med dem når de var kede af det og lade dem være, og han kunne sætte grænser og sige nej. Han kunne nu tåle deres smerte, gøre det rigtige og afstå fra det forkerte – ­som er en etisk dimension.

Det, som vi fortrænger, prøver at komme tilbage. Jo kraftigere jeg prøver at komme af med det, jo kraftigere prøver det at komme tilba­ge. Tryk avler modtryk.

Løsningen er at kigge på det. Blot må vi huske, at det må foregå meget langsomt, da der er tale om en stor modsætning i personligheden, og begge parter i personligheden må vænne sig til hinanden.  Jeg’et er ofte en bangebuks. Og med rette – man har jo sine erfarin­ger, og vi véd hvad vi har og ikke, hvad vi får. En kendt elendighed er ofte bedre, ­i hvert fald på kort sigt, ­end noget nyt, ukendt. Tit er der tale om, at jeg’et er oversocialiseret (og derfor bange for den anden side) og »det farlige« i personligheden er tit undersocialise­ret. I den gensidige tilnærmning vil jeg’et blive mindre socialiseret (og derved mere robust og mindre bange for det uciviliserede), og det farlige vil blive mere socialiseret og derved lære noget om, hvordan man opfører sig i civiliserede kredse. Der er tale om en dobbelt gen-op­dragel­se af det tidligere fraspaltede. At drage det fraspaltede op fra det ubevidste, og at foretage en opdra­gelse af dette personlighedselement, der jo ikke har kunnet opdrages før (fordi det blev skubbet ud i mørket meget tidligt). Dette giver jeg’et en op­gave, som jeg’et må have tid til at vokse sig til at kunne.

Det nye

Ligesom mareridt kan være skræmmende, kan fremkomsten af det nye være skræmmende. Det nye« er dét i personligheden, som personen står helt uforstående overfor, som ikke er noget der på et tidspunkt er blevet fraspaltet og som personen er gået i konflikt med. Det nye er noget helt ukendt, som personen ikke har mødt før.

To eksempler

• En kvinde drømte en drøm, hvor hun så tre cirk­ler på himlen over havet. Først var hun ban­ge og da hun senere undersøgte dem, blev hun fyldt af ærefrygt, hun blev stille, tav, og efter et stykke tid sagde hun: »Dette er stort, meget større end mig. Det er i mig og jeg er i Det. Jeg er lykkelig over at mærke Det og over at Det er der«.
  Det foregik i en gruppe, og alle var klar over, at her foregik noget stort. Vi kunne alle mærke det, ærefrygten, andagten, og alle var stille et stykke tid.
• En mand drømte, at han boede i et hus. En dag så han, at vand trængte ned gennem taget og løb ned ad væggene og hen ad gulvet i huset. Manden blev meget bestyrtet over denne ukon­trollerede indtrængen. Han løb ud af huset, mens han råbte på hjælp. Ude i haven gik en ældre kvinde og ordnede nogle blomster. Drømmeren løb hen til hende og fortalte ophidset om det indtrængende vand. »Det er ikke noget problem«, sagde den ældre kvinde. Drømmeren vågnede – meget bange.
  I sit drømmearbejde med denne drøm prøvede manden på et tids­punkt at være vandet. Som vandet sagde han: »Jeg er over det hele, træn­ger ind over alt, er i alt, flyder og rummer alt, jeg rummer livet«. Man­den opdagede forbindelsen til Altet.

I begge drømme var følgevirkningerne, at drømmerne opda­gede en forbindelse til Altet, som er mere end den personlighedsmæssige helhed. Hvilket gjorde, at de var på en anden måde derefter. Deres væren var dybere, bredere. De sagde begge to, at de vidste mere om rigtigt/forkert efter dette. De havde lettere ved at træffe etiske valg.

Etik

Der er en forbindelse mellem drømme, væren og etik. Drømme er eksi­stentielle billeder, der viser, hvordan jeg er i verden. Når man genoplever drømmen kan det være forbundet med en oplevelse af jeger. Altså en oplevelse af væren. Samtidig vil drømmerens oplevelse af processens vig­tighed og intensitet flytte fokus fra det, der kunne være, til det, der er. Nuet bliver målet og virkeligheden træder tydeligere frem.

Opmærksomheden i nuet viser karakteren af ens selv- ­og verdensopfattelse. Tilste­deværelse i nuet er en forudsætning for en oplevelse af, hvem jeg er, og hvad der er verdens karakter.

Værens-oplevelsen kan føre til en oplevelse af indre fordring, indre nødvendighed. Efter denne oplevelse er der ikke mere tid til »det hele«. Skidt bliver skilt fra kanel.

For at få bevidsthed om egne valg, handlinger, værdier, og for at få brugbare informationer om omverdenen, må jeg være opmærksom i nuet, fordi det er nu, at alting foregår.

For at opdage, hvad der er rigtigt og forkert, må jeg være til stede her og nu. Jeg må opdage min og situation­ens fakticitet. Jeg må opdage mig-i-verden. Derved har jeg et grundlag for at vide, hvad der er rigtigt/forkert, og endvidere, noget at vælge ud fra, noget at handle på.

Drømmene viser, hvem jeg er og hvordan jeg er i verden. Kon­kret. Derved har jeg grundlaget for tydeligere etiske valg. Jeg opdager det faktis­ke og har derved en klarere tilgang til, hvad der er godt, sundt, farligt, usundt, nærende etc. for mig. Etik er konkret og situationsfunderet: For at opdage det rigtige, må jeg være.

Disse iagttagelser rejser nogle fordringer til terapeuten. Terapeuten må være, have sin væren, kende sig-i-verden, for i rela­tion til klienten at kunne gøre det rigtige.

Derfor er det nødvendigt, at terapeutens uddan­nelse og senere kon­tinuerlige videreuddannelse indeholder egenterapi. Derved er der stør­re mulighed for, at terapeuten i processen med klienten kender sig selv og kan blive hos sig selv. På denne måde kan terapeuten bevare grundlaget for etikken i sine handlinger: sin opmærksomhed på sig-i-verden, i dialogen med klienten.

Artikel er trykt i bogen ”Tillid og nærvær,” Frydenlund/Psykologi, 1998