Sessionen mangler flow og bevægelse. Som klienter gør flest, har også Alice henvendt sig i håbet om at opnå klarhed over sin situation. Hun vil gerne forstå, hvad der foregår, få øje på sine valgmuligheder og evt. vælge at handle på dem. Hun fortæller, at skam og skyld plager hende dag og nat og at hun snart ikke kan være nogen steder. Om jeg kan sige, hvad hun skal gøre?
Alice er eneforsørger og har to jobs for at skaffe mad på bordet til sin halvvoksne søn og hans tre mindre søskende. Hun er fortvivlet over, at den ældste dreng er dumpet til sin svendeprøve og nu er i fare for ikke at kunne komme videre ad den vej, han ønsker.
Grunden er, at han har rodet sig ud i nogle problemer, der er vokset ham over hovedet – men han har hele tiden passet sine ting hele vejen igennem, intet nævnet hende og givet udtryk for, at alt gik efter planen for ham.
Lige indtil den famøse svendeprøve.
Hun kalder sig selv en dårlig mor og skammer sig over hverken at have set eller mærket, at sønnen er i knibe. Hun synes, at hun har svigtet ham, og hendes skyld- og skamfølelser er kraftige og tydelige.
Jeg spørger selvfølgelig, hvordan skylden over den forfejlede svendeprøve kan være hendes og hvordan hun bærer sig ad med at være og opleve sig selv som en elendig mor. Jeg italesætter, at jeg både ser hende bryde vores øjenkontakt og hører hende slå løs på sig selv og spørger til, hvordan hun bærer sig ad med at nedgøre sin indsats som mor totalt. Hun fastholder sit fokus på, det er hendes skyld, at han dumpede. Og det er ikke til debat; sådan er det bare. Jeg kan ikke for alvor få gang i en kontaktfuld dialog med hende, ligegyldigt hvad jeg gør eller siger.
Efter 30 minutter giver jeg op. Min fantasi er, at hun nok også mærker, at vi ikke rigtig får fat i hinanden
Jeg – Alice, det føles, som om vi taler forbi hinanden, og jeg har svært ved at helt at følge dig.
Hun bliver tydeligt forlegen og forsøger at trøste mig.
Alice – Aj, det går da meget godt – det har da hjulpet lidt. Tror jeg. Nogle af de ting, vi har snakket om…
Jeg – Tak. Det er pænt af dig at sige, men min fornemmelse er, at jeg ikke formår at møde dig og forstå, hvad du sidder med.
Alice – Jamen, joh… der er nok nogle ting, du simpelthen ikke forstår. Måske fordi jeg er så dårlig til at forklare dem, at du ikke kan sige, hvad jeg skal gøre. Ikke kan hjælpe mig.
Hun sidder da lidt roligere i stolen, nu da troldens navn er nævnt og jeg har italesat det åbenlyse: hun føler sig hverken mødt eller forstået eller hjulpet.
Og lige dér angriber mit nådesløse, indre bæst; flænser mig med skammens tænder og rusker mig som en kludedukke. Et øjeblik tænker jeg, at jeg en talentløs, elendig terapeut, og at jeg hellere må finde mig et job i en genbrugsforretning. Der må jeg da kunne hjælpe, gøre nytte, være dygtig.
Bæstet har fulgt mig gennem livet. Det lurer altid, parat til at opsluge og tilintetgøre mig, når jeg ser mig selv med det udskammende blik, jeg engang i barndommen bare måtte døje. Det blik bliver mit, når jeg ikke er ‘god nok.’ Og endelig lægger bæstet sig snerrende henne i hjørnet. Og jeg husker, at det jo slet ikke er min opgave at være dygtig, hjælpe eller gøre nytte i selskab med Alice.
Hvad er min opgave da?
Terapeutens opgave er bl.a. at være et vidne, der lytter og oplever, når klienten redegør for sine vanskeligheder og måske skærpe hendes fokus på fx hvordan hun bærer sig ad med at være i den situation, hun er i, hvordan hun taler til sig selv, forvirrer sig selv, gør sig blind osv. Og selvom klienten har det fulde ansvar for sit eget liv, situation, handlinger, følelser og tanker, så kan det være nødvendigt indimellem at overlade lidt af ansvaret til terapeuten – som Løgstrup ville sige: at holde klientens liv i sin hånd for et øjeblik.
Når klienten bliver overvældet, må terapeuten turde være der og være sammen med klienten, uanset hvilke følelser, der overvælder. Om det er sorg, skam, vrede, jalousi, magtesløshed eller noget helt andet, så må terapeuten være der. Det kan være en udfordring at turde nøjes med dét, for mange af os er opdraget til at trøste, udglatte, pege på fremtidens muligheder eller opmuntre.
Men det er ikke er gestaltterapeutens opgave løse klientens problem, give råd eller komme med forslag. Ligesom det heller ikke er terapiens formål at ’fikse’ klienten, fjerne de ubehagelige følelser, give gode råd eller forslag til forandring. Det bevirker kun, at klienten overbevises om sin egen afmagt, manglende ressourcer, hjælpeløshed eller uduelighed. Det er ikke hjælp, men krænkelse.
Terapiens formål er kun ét: at støtte klienten i at undersøge sin situation, så hun kan blive klar over den. Det kan give hende ideer til, hvad hun eventuelt vil forandre og nysgerrighed på, hvordan hun kan gøre det og med hvilke ressourcer. For intet levende kan stå stille og være uforanderligt.
Hvad var der galt med Alices session?
I løbet af dagen kunne jeg ikke fralægge mig tanken om, at der var noget, jeg ikke havde sét. Det nagede mig, og jeg gennemgik sessionen i mit hoved et par gange.
Alice kom i terapi for at arbejde med sin skam over, at hendes dreng ikke havde bestået sin svendeprøve – og hun oplevede også dyb sorg, både for sig selv og for sønnen. Dét havde jeg måske nok fornemmet, men jeg havde ikke spurgt ind til det. Jeg havde kun set hendes skam og skyld.
I tilbageblik var hendes sorg ganske tydelig – men jeg havde alligevel ikke set den og havde formentlig ladet mig forføre af min egen, lurende skam (jeg er også mor). Jeg havde forsømt at opdage og spørge til Alices sorg, og dermed havde jeg forsømt at tilbyde hende muligheden for at forsøge at adskille sorgen fra skammen. På den måde fik hun ikke lejlighed til at sørge over, at hendes dreng måtte lide den tort (skam) at dumpe.
Jeg havde heller ikke beskæftiget mig med den frygt, som jeg nu fik en fornemmelse af at hun havde: Frygten for, hvad der skulle blive af drengen og hans videre liv.
Jeg havde med andre ord gjort netop dét, som Alice klandrede sig selv for i sin mor-rolle: jeg havde ikke været opmærksom på hendes problemer.
Skammens sprog er magtfuldt
Kombinationen af skyld og skam er stærk – stærk nok til også at sløve min egen opmærksomhed og sensitivitet. Skammens sprog er magtfuldt, og en typisk manifestation er at ’fryse’ og gemme sig, skjule skammen. Skammen får os til at gå i ring; at cirkle rundt i endeløse, pinefulde og skamdrevne tanker.
Hvor sorgens manifestation er at sørge over det, der er sket, mens man efter bedste evne prøver at komme overens med det – så umuliggør skamfølelsen dette arbejde. Skammen fastholder det skete og gør det ubarmhjertigt nærværende, som en slags bagage, man ikke kan adskille fra sig selv. Den sørger for, at en pinagtig hændelse eller et skamfuldt traume genopleves ustandseligt, som om den stadig er i gang eller netop er sket.
Skammen er som et indre bæst; et vildt dyr, der lever sit eget, autonome liv og flænser, når det vil. Skammen er sin egen herre og lever af, at jeg underkaster mig dens herredømme og tror på dens budskab: Du duer ikke. Du er forkert, i vejen, uelsket. Du må ikke være her.
Og selvfølgelig jagtede skammen mig også rundt i min egen manege, da jeg opdagede min forsømmelse. Du er uduelig, du skulle hellere anskaffe dig en pølsevogn hvis du vil hjælpe andre, du er en elendig terapeut. Du skulle hellere hæve din folkepension og holde op med at tro, at du kan gøre nytte.
Heldigvis kender jeg den så godt, at jeg kan kontakte min virkelighed, når skammen banker på. I virkeligheden véd jeg jo godt, at jeg er er fejlbarlig og det meste af tiden tilstrækkelig. At mine fejl kun sjældent er utilgivelige, og at jeg som oftest lykkes med at følge min klient, når vi sammen går gennem terapiens ukendte landskab. For ingen af os kender vejen – men vi går den sammen, mens vi udforsker hvad der sker.
Jeg kneb en tåre for Alice. Dels, fordi det gjorde ondt at se hendes smerte (den spejlede jo min egen) og dels, fordi det gjorde ondt at have svigtet hende. Jeg kunne kun håbe, at hun ville komme igen, så jeg kunne følges vågent med hende.
De samtidige følelser
Alice er et eksempel på, at mennesket snildt kan opleve to, tre eller flere følelser samtidig. Det kan være svært at skille dem ad, og for mange er det vanskeligt at havde med at gøre.
Et eksempel
Oliver, 7 år, kommer grædende ind og råber til sin mor, at han hader Lukas, hans storebror, og at han har lyst til at dræbe ham med sit lyssværd.
– Sådan må du ikke sige – selvfølgelig hader du ikke Lukas eller vil slå ham ihjel, siger mor forskrækket og i den bedste mening. – Jeg ved jo, hvor meget du holder af ham.
Mor har formentlig ret, men i netop dét øjeblik hader drengen sin storebror så intenst, at hadet fylder det hele, Og det gør Oliver endnu mere rasende og ked af det, at hans mor ikke kan møde ham dér. hvor han er. Han føler sig hverken set eller forstået: han føler sig forkert.
– Jeg hader også dig, mor – du er bare så skidehamrende dum! råber han og stormer ind på sit værelse, mens mor står lamslået tilbage med alle sine gode intentioner.
Men evnen til at mærke flere og nuancerede følelser samtidig bliver sat helt ud af spil, når vi mærker skam. For skammen gør det umuligt at føle andet end netop skam. Og måske føler Oliver sig også forkert, når hans mor ikke sér hans raseri på storebroren. Børn i hans alder oplever forældre som næsten alvidende, og Oliver kunne sagtens tænkes at få opfattelsen af, at det er ham, der er forkert på den, når mor slet ikke kan anerkende hans vrede.
Børn synes ikke at have de samme udfordringer som voksne, når det gælder følelser. For et barn optræder følelser i ufiltreret orden, og de behøver ikke hverken at være ’tilladte’ eller at passe sammen. Følelserne er der bare. Og Oliver tøver ikke med at udtrykke sit had til storebroren, fordi han slet ikke overvejer, om hadfølelsen vil stille sig i vejen for kærligheden, når den først har lagt sig. Heller ikke, om hadet slår skår af Lukas’ kærlighed til storebror.
”The Master Emotion”
Skam er blevet kaldt ’the Master Emotion’ fordi den kan kontrollere og dominere alle andre følelser, dvs. den er begrænsende, hæmmende og lammende. Og måske er det netop dens formål at hindre os i at handle, når vi modtager signalet om at være forkert – uanset om signalet kommer indefra eller udefra. Skammen findes i to udgaver:
- Den sunde skam, som kan forhindre handlinger, der kan bringe den enkelte i fare for misbilligelse eller endda udstødning, og på den måde tjener skammen måske til at beskytte os og til at lære at forstå og agere i forhold til kontekst og sociale konventioner.
- Den usunde skam, der er så kraftfuld, at en lille dosis kan have overvældende virkning, at den sunde tendens til at stoppe op og forholde sig til den igangværende situation fuldstændig sættes ud af kraft, og man i stedet føler sig lammet, tom, forkert, uønsket eller uelsket.
Alle følelser har typiske manifestationer
- Vrede manifesterer sig typisk i handlingen ’at lange ud efter’, verbalt eller fysisk – også, når vi langer ud efter os selv og slår os selv i hovedet over et eller andet.
- Sorgens manifestation er at sørge, græde og søge trøst, frygtens er at tage afstand elleer ligefrem løbe væk, og glæden er at smile, dele, nærme sig andre.
- Men skammen manifesterer sig ved følelsemæssig og tit også fysisk lammelse, og handlingen er at gemme os væk eller forsvinde.
Skamreaktioner
Tankemarkører på skam
- Der er noget galt med mig, og ingen må for alt i verden opdage det
- Jeg er ikke god / smuk / tynd / dygtig odv. nok
- Jeg kan ikke. Jeg er en fiasko
- Hvad er der galt med alle andre? Hvorfor er de sådan nogle idioter?
Fysiske markører på skam
- Klar eller uklar fornemmelse af ikke at hvile i din egen krop
- Generthed, tilbagetrukkethed, reserverthed
- Rødmen, varme i hovedbund, tindinger eller krop
- Tilsnøring i halsen, besvær med at trække vejret, overfladisk åndedræt, sug eller smerte i maven
- Undgå øjenkontakt, fokusere på uendeligt
- Føle, at bunden falder ud af dig
Handlemarkører på skam
- At nedgøre, bagatellisere eller latterliggøre sig selv
- Angribe eller bebrejde andre
- Pludselig at glemme det, du vil / er i færd med at sige
- Benægte, forklare, undgå eller spille uforstående
- Blive helt blank eller lammet (hare-i-modlys reaktion)
- Misbrug: spise eller drikke, selvom du ikke er tørstig eller sulten; tage piller eller stoffer; overforbrug af shopping, motion eller sex
Hvad kan man stille op?
Skam skal smeltes med kærlighed, siges det. Det er fristende at tro, at det gælder kærlighed fra andre, men sådan er det ikke. Den skamsmeltende kærlighed kommer fra dig selv i accepten af, at ’jeg er den jeg er, og jeg kan godt lide mig selv – både min styrker og mine mangler. Jeg er OK.’ Det kan du lære ved at arbejde med dig selv, enten i individuel terapi eller i grupper.
Her vil Fandens advokat (eller Sven Brinkmann) indvende, at man risikerer at blive selvfed, doven og selvglad af at holde af sig selv. Det kan jeg afkræfte med erfaring fra tyve år som terapeut. Ikke mindst med basis i mit eget skam-arbejde.
