Ved et selskab fornylig sad jeg ved siden af en mand, der beklagede, brokkede og jamrede sig over stort og småt: manglende lottogevinster, en nedarvet hudlidelse, revnede parforhold og en bil, der ikke duede. Alt muligt imellem hinanden, både noget han havde magt over og noget han ikke havde. Jeg lyttede, mens jeg drak et glas vin (måske to) og ville gerne finde ud af, hvad han gjorde for at have det, som han havde det.

Jeg var jo nok inspireret af nylig at have læst både Viktor Frankl og Dalai Lama. De har begge nogle meget enkle og brugbare ideer om, hvordan man som menneske kan påvirke sit liv, men min bordherres irritation blev kun værre, da jeg forfægtede min tro på, at ethvert menneske kan skabe sig lykke. 

Da jeg kom for skade at spørge til hans egen andel i lykke vs. ulykke, blev han virkelig provokeret. Nærmest hidsig.

“Sig mig, er du ikke terapeut? Det kan du da umuligt leve af, hvis du bare siger til ulykkelige mennesker, at det er deres egen skyld!” råbte han.
Jeg tilbød for god ordens og høfligheds skyld at forklare mit synspunkt kort og præcist. Men det endte med, at han rejste sig og forlod samtalen. Forinden nåede han dog lige at hvæse: “Jeg brækker mig! Du er bare en af de der egoistiske, ufølsomme pop-psykologer med deres på det tørre, som har forslugt sig på selvhjælpslitteratur og nu mener, at man er sin egen lykkes smed. At de stærke bare kan jokke henover dem, der ligger ned… Vorherrebevares!”

Efterfølgende følte jeg mig nødsaget til at se mine synspunkter efter i sømmene. Her er de, så du selv kan dømme:

1. Det er ikke egoistisk at søge lykke

Ønsket om at være lykkelig er et grundfænomen og derfor fællesmenneskeligt. Alene derfor er jeg hverken selvisk, egoistisk, materialistisk eller selvcentreret, hvis jeg ønsker lykken. Tværtimod. For jeg bliver en bedre udgave af mig selv, når jege er lykkelig: generøs, givende, rund, mild og tolerant. At jeg er lykkelig og måske omgivet af ulykkelige, gør mig ikke hverken selvisk eller egoistisk. Jeg er jo ikke lykkelig på deres bekostning.
Hvis alle mennesker var lykkelige, ville der ikke være krig i verden, og det er derfor, at Dalai Lama mener, at formålet med livet er at være lykkelig.

2. Min lykke er mit ansvar

Det er også Dalai Lamas tese, at lykken snarere er en pligt end en rettighed – dvs. at jeg ikke kan forvente, at andre serverer den eller skaffer den. Jeg har nøglen til min egen lykke, og det er mig, der skal stikke den nøgle i låsen. Ingen skylder mig min lykke, og derfor kan jeg hverken kræve eller forvente den.

3. Jeg får, hvad jeg giver

Når jeg siger eller gør noget, som andre kan glædes over, vil jeg direkte og indirekte påvirke både dem og mig. For glæde smitter (prøv selv at smile en dag, hvor du er i et halvmeleret humør). Jeg prøver at huske at anerkende det, jeg oprigtigt kan anerkende (smiger virker ikke). Og hvis det er umuligt at finde noget positivt frem, så kan jeg i det mindste være venlig. Det er altid muligt at være venlig.

4. Livet er ikke retfærdigt. Det er bare.

Jeg får, hvad jeg forventer. Ikke, hvad jeg fortjener.  Og så kan jeg jo lige så godt forvente det bedste. I et rum med to sorte og to hvide vægge bestemmer jeg selv, hvilken farve jeg vil se på. På samme måde kan jeg vælge at fokusere på det, jeg kan lide (i hvertfald meget af tiden).
Når jeg midt i det negative også husker på, hvad jeg har, som gør mig glad, bliver jeg bedre til at huske og mærke det. Når jeg glemmer det og konstant fokuserer på manglerne og det negative, bliver jeg ulykkelig. Men når jeg gør mig umage med at mærke efter, hvad jeg ønsker mig og måske gerne vil ændre, får jeg motivation til at handle mig væk fra positionen som ulykkelig.

5. Ting er ligegyldige

Engang var vi  jægere og samlere, og måske derfor er jeg stadig glad for visse ting (fx mine fantastiske, håndsyede støvler, der får mig til at glemme at jeg har knyster). Eller mine øjne, der stadig er klart blå, selvom de er omgivet er rynker og folder. Glæden ved ting er ikke en fejl, når tingen giver mening. Alligevel er hvilken som helst ting er nærmest ligegyldig, når jeg er ulykkelig. Også mine elskede støvler.

6. Processen, ikke resultatet

“Når jeg får / har opnået…/ er færdig med…” eller “Hvis bare jeg….” er en fælde, jeg sommetider falder i, når dagen er grå og alting driller. Men hvis jeg skubber lykken ud i fremtiden, så programmerer jeg min underbevidsthed til, at den ligger dér og ikke NU. Og fremtiden kan jeg aldrig nå. Så jeg bliver her, hvor jeg ér – og har jeg fem flasker vin i skabet, drikker jeg altid den bedste først. Konsekvensen? 1) Jeg får altid den bedst mulige vin. 2) Jeg får aldrig opbygget en vinkælder.

7. Jeg bliver ikke lykkelig af at tale om ulykke

Jeg kan faktisk godt lide at beklage mig, når noget går mig på. At slippe utilfredsheden ud, så jeg kan komme videre. Men det ændrer ingenting at beklage sig. Hvis jeg hænger fast i brokkeriet, holder jeg fast i min egen ulykke. Det virker bedre for mig at erkende min utilfredshed og bruge den som springbræt for det, jeg vil ændre. Og gå i gang.

8. Sorrig og glæde de vandrer til hobe (Kingo, 1681)

Eller en ca. 300 år yngre udgave: “Gem et lille smil til det bliver gråvejr.” Jeg ved, at lykke og ulykke skifter. Når jeg er glad, dvæler jeg ved det og nyder det. Så husker jeg det bedre, når bøtten vender. Nogen kalder mig pessimist, når jeg siger at det hjælper at huske, at intet varer ved, og at alting skifter. Jeg synes det er lige omvendt.

9. Jeg gør mig umage for at være venlig

Af natur er jeg lidt kølig og reserveret, og det er der sikkert dybtliggende grunde til – måske både genetiske og psykologiske. Dalai Lama provokerede mig med den sætning, jeg nævner i punkt 3: “Det er altid muligt at være venlig.” På min ældre dage har jeg lært, at det er sandt. At jeg godt kan venlig selvom jeg er vred eller står over for nogen, jeg ikke umiddelbart kan lide. Jeg gør det for min egen skyld, for jeg kan godt lide mig selv – mest, når jeg behandler andre ordentligt. Og det praktiske aspekt er, at (selvom det langtfra altid lykkes for mig) jeg kommer meget længere med venlig vrede end med giftig.