Gestaltterapi blev skabt i årene omkring 2. verdenskrig som en reaktion på den traditionelle psykoanalytiske, freudianske terapi, der lod psykiateren fortolke klientens tanker.

Fritz Perls og hans hustru Laura gjorde op med det klassiske behandler-patient mønster og med behandlerens analyse af tanker og erindringer. I stedet betragtede de klient og terapeut som to mennesker, der følges ad i en proces. De vendte arbejdets fokus mod “her-og-nu” og de følelser og tanker, der opstår i kontakten mellem terapeut og klient som ligeværdige samarbejdspartnere om det, der ”fylder” hos klienten.

Teorien

Teorien bag gestaltterapi har rødder i gestaltpsykologi, fænomenologisk og eksistentialistisk filosofi og buddhisme. Krop og sind spiller en afgørende rolle for den organismiske balance, som giver oplevelse af indre balance. Det sunde og velfungerende individ formår at forholde sig til enhver situation på en virkelighedsnær og autentisk måde.

Gestaltterapien er humanistisk og oplevelsesorienteret. Hvor andre retninger ser mennesket som fx forudbestemt af drifter og historie eller som en blank tavle, fokuserer gestaltterapi på menneskets eksistentielle vilkår og ønsket om at leve et meningsfuldt liv. Selvom gestaltmetoden oprindeligt blev udviklet til individuel psykoterapi, har den for længst bevist sit værd også som et effektivt redskab til arbejde med grupper, organisationer og virksomheder.

Fordomme og overleveringer

Gestaltterapien har et blakket ry som en voldsom og konfronterende metode. Det er forståeligt, når man læser om den “gammeldags” måde at praktisere gestalt på – men den ligger meget fjernt fra den moderne gestalttanke. Moderne gestaltpraksis er fokuseret på den måde, mennesker træffer valg og ér i verden på. Der er både klarhed, skarpsyn og omsorg i dagens gestaltterapi.

Hanne Hostrup, som (blandt mange andre kvalifikationer) er en af Danmarks mest anerkendte og erfarne gestaltterapeuter, har skrevet en ganske fremragende artikel om gestaltterapiens udvikling i Danmark. Et uddrag om metodens problematiske begyndelse  kan læses i et kort uddrag herunder – og vil du læse den hele, kan den downloades.

Uddrag af Hanne Hostrups artikel: “Gestaltterapi i Danmark”

(offentliggjort i Psyke & Logos)

Vi, som var så heldige at være med i de første gestalt­terapigrupper, oplevede noget helt enestående. Vi, borgerskabets artige sønner og døtre, blomstrede op under gestaltterapeuternes konfronterende og dygtige hænder. Vi smed flinkeskolens snærende bånd og rettede ryggen og fik mod til at se vores mere frimodige sider i øjnene og sige farvel til automatisk konformitet. Åh! hvor vi oplevede, og åh! hvor vi trængte til det.

Der var gang i den! De mest even­tyrlystne af os rystede undertrykkelse af os. De skrøbeligste blev kørt rystede bort. De forbeholdne og bange rystede forarget på hovedet. Gestaltterapi blev på kort tid identificeret med normbrud, konfrontation, aggression, selvrealisation og afreagering af følelser og spændinger uden for megen refleksion.

Det dårlige rygte

Efterhånden som det psykoterapeutiske miljø udviklede sig herhjemme, mistede gestaltterapien noget af sin glans og tabte prestige blandt de mere tænksomme behandlere. Gestaltterapien præsenterede sig nemlig stadig som en oprører. Som en ateoretisk og teknikbaseret terapiform, og det blev tydeligt for mange, at de effektive teknikker ikke var nok til at gøre gestaltterapien til en psykoterapi.

—

Læs resten her.