Annette be­skriver sig selv som et hæm­met, sky og genert barn. Som voksen kæm­per hun med et lammen­de mindreværd og en stor skam over aldrig at slå til. Hun føler sig dum, uduelig og udygtig og græder, når hun husker sin mor. Hun beskriver moren som en  smuk, selvoptaget kvinde, der kunne være både fysisk og verbalt voldelig, og som ikke anerkendte Annettes anstrengelser for at være dygtig, selvom hun af al magt forsøgte at leve op til morens (tit uudtalte) krav.

Annette:    Hun var en slange. Eller en skorpion, måske.

Jeg:              Var hun altid sådan?

Annettes gråd stilner lidt af og hun reflekterer læn­ge. Endelig siger hun:

Annette:     I hvert fald tit. Men hun var meget stolt af mig, da jeg fik flidspræmie i 7.

Annette hulker med ansigtet gemt i hænderne. Lidt efter siger hun:

Det er rart at tænke på. Jeg bliver glad. Stolt. For jeg var jo flittig. Og faktisk også dygtig, når jeg nu ser det på afstand.

Hun bryder igen ud i gråd. Jeg tier. Lidt efter tager Annette hænderne fra øjnene, som nu er store og runde. Hun sidder lidt og ser på mig og begynder at trække vejret mindre overfladisk. Så smiler hun til mig.

Phah… Jeg kan lige frem høre dig tænke ”Hvad tuder du for?” (Pause) Det gør jeg bare, når jeg tænker på hende. Hver gang jeg har talt om min mor de sidste mange år, er jeg blevet ked af alt det, jeg har mistet og manglet ved at være hendes datter; at hun aldrig så mig eller roste mine resultater. Men jeg fik jo faktisk anerkendelse af hende, i hvert fald om lige dén flidspræmie. Det overrask­er mig. Og jeg tuder faktisk ikke lige nu.

Jeg stopper mig selv i at tage fat i dét og lader hendes proces køre. Vi sidder lidt i stilhed. Hun tilføjer:

Nabokonen sagde engang, at min mor var meget stolt af hvor dygtig jeg var til håndarbejde. Dengang troede jeg hende ikke – det turde jeg nok ikke. Men jeg var jo faktisk ret god til det; jeg fik topkarakterer og hjalp de andre piger i klassen med deres ting.

Jeg:               Hvordan hører du det, din mor siger… om din dygtighed i håndarbejde?

Annette:      Njaa… Det var vel egentlig en anerkendelse… Jeg er ikke sikker, men…

Annette opdager i det videre forløb, at hun har vænnet sig til kun at høre krænkelser, kritik og bebrejdelser. Hun hører ganske enkelt ikke, når nogen anerkender hende. Derefter opdager hun, at hun har indtaget en offerrolle overfor man­ge vigtige mennesker i sit liv, og at hun genkender den fra sin mor-relation, hvor hun savnede anerkendelse og opmærksomhed – og at hun i sit voksne liv tit reagerer som den vrede, ulykkelige lille pige, hun var engang. Hun afslutter en session med spørgsmålet: “Mon jeg overhovedet har lært noget brugbart af min mor?” Næste gang vi mødes, siger hun:

Min mor gav aldrig op; hun kæmpede og sled og forlangte det umulige af sig selv. Og af mig. Det sam­me gør jeg. Kæmper! Ellers var jeg jo blevet sindssyg eller havde lagt mig ud foran toget. Og nu forstår jeg, at jeg ikke behøver at be­handle mig selv ligesom hun gjorde. Det vil jeg øve mig i at opdage, når jeg gør – og så lade være. Det er jo mig, der bestemmer, hvordan jeg vil behandle mig. Ikke min mor.

Annette opdagede, hvordan hun havde formet en vane med at se sig selv som ikke-påskønnet, uelsket og værdiløs. Det blev derfor dét, hun forventede at høre og (måske derfor?) nærmest altid hørte. Hun begyndte at lytte i stedet for at fortolke og forstod, at hun behandlede sig selv som hun havde oplevet at blive behandlet af mor. Derved mær­kede hun den styrke, hun havde (og forstærkede) når hun tog ansvar for, hvordan hun ville behandle sig selv. Startskuddet var, da hun pludselig huskede hvordan det var, da mor anerkend­te hende, selvom hun stadig stillede nærmest uopnåelige krav.
Nu øver Annette sig i at vurdere sine egne krav, justere dem efter det mulige og anerkende sig selv. Hun mærker langsomt sit selvværd vokse og bemægtiger sig retten til at være i verden uden at være fejlfri.

Rådgivning, trøst og støtte?

En seriøst arbejdende terapeut har typisk en årelang uddannel­­se og mange års erfaring bag sig. Hun ved, at der ikke findes trøst for sørgelige oplevelser. Og hun ved, at da hvert øjeblik er unikt og hvert menneske har sin egen fænomenologi, så er hendes erfaringer og gode råd ubrugelige, uanset hvor velmente de måtte være og hvor relevante de måtte synes.

• At give råd og foreslå løsninger er ikke hjælp. Det er krænkelser, fordi det er at forstærke klientens egen opfattelse af at være inkompetent og hjælpeløs. Når terapeuten begynder at rådgive og problemløse, kan det være, at hun ikke selv kan udholde at være inkompetent og hjælpeløs. Ved at foreslå løsninger udstiller hun klientens rådvildhed i stedet for sin egen. Det kommer der næppe noget konstruktivt ud af.
• Det duer heller ikke at forsøge at trøste. Dels er trøst oftest umu­­lig (hvis fx klienten sørger over sygdom, ensomhed, tab osv.) og hvad værre er, trøst forstærker også klientens opfattelse af at være hjælpeløs. Jeg mener, at det er respektløst at trøste, fordi det udtrykker, at man ikke tager klientens følelser alvorligt. Tværtimod, så bagatelliseres de. Klienten har brug for at blive set, hørt og at mærke kontakt, dvs. at terapeuten tør, vil og kan være nærværende.

Hensigten med et trøstende udsagn som fx ”Jamen du klarer det da så fint, det skal nok gå” eller en lignende vurdering er formentlig at tale til klientens ressourcer. Hvis det da ikke bare handler trøsterens vanskelighed ved at udholde den andens pine – eller trang til at være ‘dygtig’ så den anden bliver glad igen.

Men en klient, der kalder sig sårbar, skrøbelig eller svag, uduelig eller værdiløs, har en smertefuld opvækst eller et voldsomt tab bag sig må jo besidde en vis styrke. Ellers var hun gået i stykker eller havde givet op. Spørgsmålet kunne så være:

”Hvordan bærer du dig ad med at holde det ud?”