Det var en førstegangssamtale. Solen skinnede, og min klient og jeg kom ret hurtigt i god kontakt. Sympatien var gensidig, det var tydeligt. Han takkede ja til en kop kaffe, løftede den hurtigt mod munden – og spildte de første slurke ned ad sin hvide skjorte. Hans hånd rystede,  så han ikke kunne holde koppen stille.

– Det er derfor jeg er her, sagde han og hang med næbbet. – Jeg håber du kan hjælpe mig. Med hvad præcis ved jeg ikke. Jeg har været i syv sind, om jeg skulle kontakte dig… hvordan skulle du kunne hjælpe mig?

Han fortalte, at han var ansat som ledende forsker med ansvar for 12 medarbejdere og store projekter med faste målsætninger for både tid, økonomi og resultater, og at han holdt meget af at sætte sig mål – og nå dem. Han betegnede sig selv som en nørd og fortalte, at han altid havde været glad for at arbejde solo; elskede at ’sidde og nørde i mit laboratorium,’ som han sagde.

– Så hvorfor ryster jeg på hænderne? spurgte han irriteret. – Jeg forstår det ikke. Mit job er godt, mit ægteskab fungerer, børnene er i vej, jeg er frisk og rask. Bortset fra dette her. Han holdt de rystende hænder frem med en mine, som om han havde mest lyst til at hugge dem af.

Jeg opfordrede ham til at fortælle mere, og det viste sig, at sov dårligt, havde tabt en håndfuld kilo selvom han var holdt helt op med sin sport, og at han dagligt også havde til opgave at supervisere et dusin medarbejdere og give dem råd og vejledning.

– Jeg er ikke så god til det, indrømmede han. – Jeg bliver så vred på dem, når de roder og laver fejl og kommer for sent og går tidligt for at hente børn. Jeg er faktisk en dum og urimelig chef. Han smilede undskyldende.

– Hvad bryder du dig ikke om ved jobbet? spurgte jeg. Han vred sig lidt i stolen.

– Jeg er et skarn, tilstod han. – Ledelsen har fuld tillid til mig, og jeg tog jobbet, fordi det var ment som en anerkendelse af mine resultater gennem mange års arbejde,. Og fordi lønhoppet ind i ledelse selvfølgelig var ganske betydeligt. Men jeg føler, at jeg løber opad bakke i sand og modvind. Som jeg på en eller anden måde vil væk, og så alligevel ikke.

Jeg gentog mit sidste spørgsmål.

– Hvad bryder du dig ikke om ved jobbet?

Det var svært for ham, og det tog en rum tid. Til sidst sagde han:

– I supervisionen er der ingen mål og ingen projekter. Desuden skal min dør altid stå åben for medarbejderne, og det går ud over min alenetid.

Han var ikke vild med at indrømme det, men kort sagt syntes han i bund og grund, at den tid han brugte på medarbejderne nærmest var spildt – at der gik kostbar tid fra hans egne forskningsprojekter.

– I alle mine år som forsker har jeg haft under fem sygedage, sagde han. – Nu kan jeg dårligt overkomme at være på jobbet en hel dag, før jeg får hovedpine eller ondt eller andet sted. Sommetider så meget, at jeg må gå hjem. Jeg er træt som en gammel hund, men jeg kan alligevel ikke sove. Og min kone er så irriterende med al sin omsorg og bekymring for mig; jeg kan blive så rasende på hende, at hun begynder at græde. Det ligner mig slet ikke. Sommetider sidder jeg ude i bilen bare for at få fred – for hende, for hunden, for alle andre. Som jeg jo egentlig holder af, men det er mest noget jeg kan huske. Jeg er ikke sikker på, at jeg rent faktisk har de følelser mere.

– Hvad bruger man en teske til? spurgte jeg og viftede med min. Han så forbløffet på mig.

– Til at røre i kaffen med. Spise yoghurt, æg og den slags.

Jeg nikkede.

– Hvor længe kan den holde til det?

– Tja… nærmest evigt, tænker jeg. Min kone og jeg har da haft vores bestik siden vi flyttede sammen for over tredive år siden. Samme teskeer.

– Så du har ikke brugt skeerne til at grave have med eller åbne konserves med?

– Øh, nej… Han faldt hen i eftertænksomhed. Så lyste han op. – Jeg forstår, hvad du mener. Jeg egner mig overhovedet ikke til at lede og supervisere mennesker. Og alligevel bruger jeg mig selv til det i ca. 80% af min arbejdstid.

Et smil bredte sig på hans ansigt. – Så er det da klart, at jeg er træt og mørbanket hver morgen, sagde han. – Det nærmer sig jo mishandling!

Vi kom til at grine, og jeg så ham kun én gang mere en månedstid senere. Han havde taget nogle kilo på, bad om kaffe og viste mig demonstrativt, hvor rolige hans hænder var.

– Jeg har fået mit gamle job tilbage, smilede han. – Og min familie siger, at de har fået mig tilbage. Jeg har fået mig selv igen.