Jeg var 24 år og nyuddannet, da jeg begyndte på en nordsjællandsk skole som engelsklærer for en 10. klasse i 1974. De 22 elever var søde, sjove, flabede, kloge og fjollede, og jeg kunne lide dem. Men én af dem betød noget særligt for mig. Jeg kalder ham Svend.
Han var en glad dreng, velopdragen og positiv. Og et værre snakkehoved. Igen og igen måtte jeg tysse på ham, og hver eneste gang sagde han ”OK – jeg skal nok huske det.” Og stak mig et smil, der fik hans øjne til at funkle og formede et dybt smilehul i den ene kind.
En morgen var det særlig slemt. Svend snakkede, forstyrrede og afbrød ustandseligt både mig og de andre, og jeg kunne ikke sætte mig igennem. Så foran hele klassen sagde jeg: ”Svend, hvis du siger ét ord mere, sætter jeg gaffatape over din mund!”
Ti sekunder efter drillede hans bedste ven, Michael: ”Frøken, Svend snakker!”
Jeg var godt klar over, at det var en udfordring jeg selv havde bedt om ved at true med tape, så jeg måtte jo handle på det. Altså fremdrog jeg en rulle tape, gik ned til Svends bord, rev 2 stykker tape af og satte dem i et kryds over hans mund,
Svend smilede, da jeg var færdig og viste sig med tilsyneladende stolthed frem til klassen. Vi grinte allesammen, og jeg fjernede straks tapen. ”Jeg skal nok tie stille,” sagde Svend.
En fredag var stemningen rigtig dårlig.
Eleverne virkede utilfredse, uopmærksomme, drillede og snerrede ad hinanden. Det var næsten fysisk ubehageligt, og elevernes kropssprog og mimik understregede, at den var helt gal imellem dem. En af pigerne sad og græd, en dreng sad og vippede demonstrativt på stolen, og ingen svarede på mine spørgsmål om, hvad der var galt.
“Vi er bare dumme idag,” sagde Svend og skulede til Michael og en anden kammerat, der begge sad med korslagte arme. Jeg var rådvild og frustreret og ville ikke gerne slutte ugen på den måde.
- Pludselig kom jeg til at tænke på Benny fra min egen 5. klasse, der i 1960 var den mest irriterende dreng i klassen. Han gav mig snevaskere, smed min hue i vandpytterne, piftede min cykel og gjorde nar, når jeg lirede salmevers af. Jeg græd og rasede over hans chikanerier, men intet hjalp.
- En dag smed han en lille, fedtet seddel på mit bord og spænede straks. Den havde tydeligvis havde ligget længe i hans lomme, og da jeg læste den, blev jeg glad – selvom jeg bestemt ikke var glad for Benny. Og selvom jeg ikke ville ‘snubbes’ af ham, limede jeg alligevel sedlen ind i min dagbog.
Mindet betød, at der gik en prås op for mig. Jeg afbrød fredagens undervisning og bad 10. klassen skrive navnene ned på alle deres klassekammerater – og derefter tænke på 1) den dårligste og 2) den bedste ting de kunne sige om hver enkelt, skrive de to ting udfor navnene og til sidst lægge papiret på mit skrivebord. De surmulede, men gjorde det. Nok udelukkende fordi de fik lov at gå hjem og holde weekend bagefter.
Om lørdagen tog jeg et stykke papir for hver af de 22 og noterede den gode ting, som de andre havde sagt om vedkommende. Da jeg om mandagen uden videre forklaring delte notaterne ud, lyste alles ansigter op, mens de læste. Nogle smilede, andre rødmede, de vendte sig til hinanden, og stemningen var mærkbart kærlig. Eleverne var tilfredse med sig selv og hinanden igen.
Efter sommerferien spredtes de – nogle gik i gymnasiet, nogle tog på efterskole og andre fortsatte i 10.
Mange, mange år senere traf jeg tilfældigt Michael. Han var gift og far til tre børn – og da jeg spurgte til Svend, hans bedste ven i 9. klasse, gik der en skygge over hans ansigt.
”Vi var venner til det sidste. Altså, til han blev dræbt i Afghanistan for tre år siden, ” sagde han, og jeg frøs nærmest til is. ”Han talte sommetider om dig,” tilføjede Michael. ”Det her fik jeg af hans mor, før hun døde.” Han tog sin tegnebog frem og fiskede en lille slidt, fedtet seddel frem.
Jeg vidste straks, hvad det var. Det var det stykke papir, hvorpå jeg havde noteret alle de positive ting, Svends klassekammerater havde skrevet om ham. ”Det var hans største skat i alle hans ungdomsår,” sagde Michael. ”Jeg gik også rundt med min. Det hjalp lidt, mens vi led under for lange arme, for store næser, for mange bumser og for lidt selvtillid. Og kæmpede med kærligheden.”
Jeg fik en klump i halsen, og Michael så det.
”Min seddel ligger stadig øverst i min skrivebordsskuffe – og Vivi fra klassen, som jeg nu er gift med, har også sin,” tilføjede han.
Mange af os lever, som om vi har glemt at livet ikke er uendeligt, men slutter en dag. Måske derfor glemmer vi at fortælle de mennesker vi holder af og elsker, hvor specielle og betydningsfulde de er for os. Vi taler altfor tit om ligegyldige ting – den nye bil, studentens fine karakterer, vejret, maden. Hvor tit ser vi hinanden i øjnene og siger: ”Du betyder noget for mig. Jeg holder meget af (egenskab X, karaktertræk Y, evne Z) hos dig.”
Hvornår har du sidst gjort det?