Der var en gang en konge, der havde en forkærlighed for sandsigere, astrologer og profeter. Hver gang en af slagsen kom til byen, blev han kaldt op til kongen, som stillede ham spørgsmål om fremtidens forhold.

Der var særligt ét spørgsmål, der interesserede kongen: nemlig at kende året og dagen for sin død. Når astrologen fik blev stillet spørgsmålet, bad han om at få året og dagen for kongens fødsel, og så ville han ved hjælp af stjernetabeller og regneformler komme frem til et svar. Imidlertid var kongen aldrig tilfreds med svaret, og da han var enevældig, tøvede han ikke med at halshugge den uheldige profet.

En dag kom en ny profet til staden. Han havde hørt om både kongens lidenskab for fremtiden og hans kedelige tendens til at udslette profeter, hvis svar ikke levede op til forventningerne. Så profeten var ikke voldsomt begejstret, da han blev inviteret til slottet og fik det ventede spørgsmål om tidspunktet for kongens død. Han bad om lov til at måtte trække sig tilbage med tabeller og beregninger og forklarede, at netop kongens tilfælde var et særdeles vanskeligt spørgsmål, som krævede særlig omhu og præcision.

Efter nogle timer var profeten klar. Han bukkede og skrabede og sagde, at tidspunktet for kongens død var nærmest umuligt at beregne nøjagtigt på grund af helt særlige planetstillinger netop nu. Dog havde han opdaget et ganske pudsigt forhold: nemlig at rent astrologisk var kongens og hans egen skæbne knyttet tæt sammen.

Så det eneste han kunne sige med sikkerhed var, at tidspunktet for kongens død måtte ligge mellem en og to dage efter tidspunktet for den proaktive profets egen død.

Profeten levede lykkeligt til sine dages ende. Under kongens velvillige beskyttelse.

Hvad fabler jeg om?

Selvom det eneste sted, et menneske kan være er i nu’et, er det i mange sammenhænge klogt at se frem – at være proaktiv.

At stå i sit nu og se på fremtiden betyder, at jeg kan påvirke og forme nutiden gennem forestillingen om fremtiden. Den er meget tit et spejl af nutiden, og derfor kommer vi nemt til at forme fremtiden i nutidens billede. Og da nutiden jo vil være fortid, når du når fremtiden, så svarer det nogenlunde til at køre bil ved at kigge i bakspejlet. Er du med endnu?

At være proaktiv betyder det modsatte: nemlig at forme nutiden i fremtidens billede.

Et eksempel: Jeg er født i 1949, og selvom jeg drømmer om at nå en masse ting i den tid jeg har tilbage, kaster jeg mig ikke ud i det hele. Med mine gigtknæ ville det være hovedløs gerning at byde mine knæ at gå til tango, skøjteløb eller løbetræning. Det ville måske være godt for min kondition og min talje det indeværende år – men det ville også slide så hårdt på bruskskiverne, at jeg kunne risikere at ende i en kørestol.

Så selvom jeg i nu’et er vild for at lære argentinsk tango og sno mine endnu fungerende knæ rundt om min ægtemands lår, så gør jeg det ikke.

Er jeg så ikke frygtstyret? Eller foran mig selv?

Jo – og nej. Jeg frygter helt klart, at mine knæ skal blive dårligere, end de er. Men denne frygt er hverken neurotisk eller indbildt. Mine knæs tilstand er en meget konkret del af virkeligheden her og nu, og jeg tager blot højde for realiteterne: at brusk ikke kan vokse ud igen, og at der er begrænset holdbarhed på gigtknæ.

Jeg skaber min fremtid baseret på erfaringer og nuet. Og indimellem synker jeg bare ind i øjeblikket.