Hvem lider mest? Er det forældrene til det døde barn, enkeman­den efter 60 års godt parforhold eller tvillingen, der nu er alene? Er det sværere at miste en højtelsket far end en fjern søster?

Hvad er værst: at se en nærtstående visne bort af sygdom eller at få besøg af to betjente, der fortæller at en betydningsfuld person er død hurtigt og smertefrit?

Er drab tungere at bære end selvmord? Er smerten værre, når et skolebarn dør, end når man mister en spæd eller ufødt?

Der gives ingen svar, for spørgsmålene er både absurde og irrelevante.

Man kan godt forberede sig på, at nogen skal dø, men man kan næppe forberede sig på den tomhed og ensomhed, døden forvolder. Og man ikke uden videre gå ud fra, at et længe forudset dødsfald automatisk medfører en kortere ellere nemmere sørgeproces end det pludselige, uventede tab. Heller ikke, selvom omgivelserne føler lettelse over, at en dødssyg person endelig er udfriet af sine lidelser.

Medmindre de er i fornægtelse, vil den terminalt syge og dennes pårørende selvfølgelig beskæftige sig med den forberedende sorg og afskeden med denne verden. Det betyder optagethed af fortiden, tilbagetrækning fra familie og venner og perioder med tristhed, gråd eller ængstelse. Tilstanden er både forståelig og almindelig.

I vores samfund synes det, som tabet af en ven ikke regnes for lige så svært som tabet af et familiemed­lem, ligesom der er en vis forventning om, at tabet er stort, når de gamle forældre dør. Men sorgen har ingen rangorden. Den er en unik og personlig oplevel­se, der står i direkte relation til oplevelsen af, hvor betyd­ningsfuld den døde var i den sørgendes liv – og det er en helt per­sonlig evaluering.

Det gør ondt at miste en, man elsker, uanset alder og omstændigheder, og hvis forholdet var tæt og varmt, hengivent og gensidigt, må smerten og sorgen selvfølgelig stikke dybt og efterlade dybe sår, uanset dødsomstændighederne i øvrigt. Var forholdet mindre tæt, intenst eller betydningsfuldt, kan smer­ten være skarp, men af kortere varighed.

Ved bevidst eller ubevidst at give udtryk for, at visse tab må være sværere ellere lettere at bære end andre, hæmmer vi individets personlige, naturlige sorgproces ved at lægge normer ned over den.

At miste en ven

I 2001 mistede jeg Rolf, min bedste ven gennem over 30 år, da han i løbet af et halvt års tid døde af aggressivt fremskridende kræft. Som 19–årige var vi kærester i en kort periode, men det blev hurtigt klart for os begge, at vi havde det bedre som venner. Så vi afbrød kæresteforholdet og tog hul på et livslangt, varmt og trofast venskab mellem to meget forskellige mennesker.

Ikke bare var vi jo mand og kvinde, men vo­res temperamenter var omtrent så forskellige, som de kunne være. Rolf var flegmatisk, rolig og rummelig, og jeg var krudtuglen, der løb rundt på væggene og ikke tog nej for et svar. Vi var gode til at være uenige, og vi kunne både inspirere og lære af hinanden – og tale om emner, som det ellers kan være svært at drøfte med andre. Vi havde fælles interesser i film, litteratur og musik og kunne tale om døden, livet, Gud og Anders And, om eksistentielle spørgsmål, tro og moralske dilemmaer og meget andet, som man måske ikke lige tager frem ved søndagsfrokosten i familiens skød eller efter tv-avisen, når børnene er lagt. Der var plads til at indrømme og tale om tabuiserede følelser som misundelse, jalousi, mindreværd, smålighed og ondskabsfuldhed – måske netop fordi de sjældent opstod i vores relation.

Jeg elskede ham, som han elskede mig. Vi jublede, når en af os var forelsket; græd, når en af os blev svigtet og lo, når det gik fremad. Da jeg giftede mig, kom min mand også hurtigt til at holde meget af ham, respekterede vores venskab og glædede sig over det på mine vegne.

Jeg var ikke hos ham, da han døde

Da Rolf blev syg, havde han i nogle år haft et kærlighedsforhold til en kvinde, der havde svært ved at rum­me hans og min tætte relation. Han var imidlertid me­get glad for hende og bad mig udtrykkeligt respektere, at vi ”indtil videre” mest måtte mødes i det skjulte og ellers nøjes med at skrive og ringe. Derfor så jeg ham ikke så meget som jeg gerne ville under hans sygdom. Efterhånden som hans tilstand forværredes, blev han i stigende grad afhængig af professionel pleje. Han mistede sin førlighed, og det blev stadigt sværere at holde kontakten ved lige – ikke mindst fordi hans kæreste ikke brød sig om at have hans kvindelige venner (jeg var jo ikke den eneste!) omkring ham. Jeg var ikke hos ham, da han døde.

Jeg sørgede i det meste af et år og bebrejdede mig selv, at jeg havde troet, at der var mere tid end der var – og rasede over, at jeg havde narret mig selv til at tro, at jeg gjorde ham en tjeneste, når jeg ikke bare busede på og insisterede på at være hos ham. Det har jeg stadig svært ved at tilgive mig selv. Også, selvom jeg faktisk ikke ved, om det havde været bedre, for det havde helt sikkert skabt både drama og ballade. Men jeg drømmer tit, at både hans kæreste og jeg kunne have været omkring ham.

Det år løb ud mellem mine fingre som sand gennem en si.

Og jeg følte mig utroligt ensom. Min far var død tre måneder forinden efter mange års sygdom, og hans død affødte en vis deltagelse fra omgivelserne – men sorgen over Rolf var den mest intense og slog mig i langt højere grad omkuld.

I årevis havde jeg jo syntes, at jeg mistede min far tyve år tidligere da han første gang blev syg og derefter gradvist ændrede karakter, så jeg havde haft mange år til at vænne mig til at min livsglade, fandenivoldske barndomsfar kun var et minde. Jeg havde forligt mig med, at han skulle dø, og vi havde taget en god afsked. Min far-sorg var helt anderledes end den smerte, det var at miste Rolf så brutalt – uden at få sagt farvel.

Jeg har andre tætte venner og veninder. Men kun af ham følte jeg mig elsket for at være præcis den, jeg er. Og jeg savner ham stadig hver eneste dag og græder sommetider over ham – også fordi jeg stadig kan blive så vred over, at han tog af sted før mig. Vi havde jo aftalt, at vi skulle sidde i hver sin kørestol og spytte melonkerner på plejehjemmet, mens vi sang gamle Beatlessange og drillede plejepersonalet.