“I forsøget på at udvikle os til det bedre risikerer vi i stedet at udvikle os til usikre og selvoptagede børnevoksne, der knap nok når at indrette os efter den nyeste trend, før vi halser af sted efter den næste.”

– Anmeldelse af “Stå fast” i Information, 22.09.14.

Lad mig straks tilstå: jeg tror på selvudvikling. Alligevel er jeg slet ikke uenig i forfatterens selvhjælps-lede.

De sidste tre håndfulde år er en tsunami af selvhjælpsbøger skyllet ind over os, fulde af gode råd og bullet-boxe: Sådan får du styr på dit parforhold. Tal med din teenager. Bliv en bedre mor / kæreste / kollega. Elsk dig selv, din nabo og din mor – sådan. Mød din skygge. Acceptér dig selv. Tackl din angst, din spiseforstyrrelse eller dit dårlige selvværd. Feng shui dit parforhold / din vaskekælder osv.

Lutter opfordringer i bydeform – jeg bliver så træt af alt det, jeg skal gøre. Helt på linie med damebladenes råd om en afstresset jul og et bedre sexliv: fem gode råd og vupti! så er den der!

Ud med pop og plat

Jeg kan sagtens følge Svend Brinkmann, når han går imod pop-psykologi, lommefilosofi og emsige udviklingsråd fra tidens selvopkastede “eksperter” i form af mediesociologer, behandlere og forfattere som i medier, bøger, dameblade retter på os ustandselig og råber op om det, Aristoteles ville kalde “Det Gode Liv”.

Men hans påstand om, at selvudvikling gælder om at blive en anden, er jeg lodret uenig i. I gestaltisk kontekst gælder det jo netop ikke om at blive en anden – men om at blive den, du ér.

Ind med virkeligheden: der er dét, der ér

Individet skal altså ikke lære noget, men aflære noget: nemlig alt det, som han som barn har måttet lade passere og har været tvunget til at tage ind fra de vigtige voksne. Disse ufiltrerede budskaber, værdier, roller osv. er dem, vi som gestaltterapeuter beskæftiger os med at lægge bag os. Vi skifter ham, når vi krænger de uønskede tillæringer af os, men vi skifter ikke om på det indre. Vi er dem, vi er. Inde under al fernis og tillærte adfærdsmønstre.

SBN-13:9788702161755 Sideantal:158 Forlag:Gyldendal Indbinding: Bog, hæftet Udgivet:29-09-2014

Det er her, jeg synes at Brinkmann går galt i byen. Personligt og fagligt er jeg svært glad for Bent Falck og hans betragtninger om vækstforandringer contra produktionsforandringer.

Sminket lig eller autentisk udvikling?

Jeg er enig med Brinkmann på mange områder. Jeg synes fx at nytårsforsætter og andre (selv)påtvungne forandringer svarer til at sminke et lig. At hjælpe sig selv med at udvikle sig til den, man allerede er – dét er for mig at se autentisk udvikling.

Det kan ingen vel sige ret meget dårligt om – allerhøjst omgivelserne, der vil opleve den selvudviklede som et væsen med tydelige grænser og behov. Det kan opleves som “besværligt”. Men det er forudsætningen for nærende kontakt, både med sig selv og med den Anden.

Den udvikling opstår ikke alene ved at holde op med at mærke efter, tage nejhatten på eller undertrykke følelserne. Hver ting til sin tid – og pointen er, at det indimellem – men ikke altid – duer at følge Brinkmanns råd.

Der er ingen facit. Heller ikke hans. Og hans bog er vel også en selvhjælpsbog.

Eller hva’?