• Er du frygtstyret?

Der var en gang en konge, der havde en forkærlighed for sandsigere, astrologer og profeter. Hver gang en af slagsen kom til byen, blev han kaldt op til kongen, som stillede ham spørgsmål om fremtidens forhold.

Der var særligt ét spørgsmål, der interesserede kongen: nemlig at kende året og dagen for sin død. Når astrologen fik blev stillet spørgsmålet, bad han om at få året og dagen for kongens fødsel, og så ville han ved hjælp af stjernetabeller og regneformler komme frem til et svar. Imidlertid var kongen aldrig tilfreds med svaret, og da han var enevældig, tøvede han ikke med at halshugge den uheldige profet.

En kom en ny profet kom til Kongestaden. Han havde hørt om både kongens lidenskab for fremtiden og hans kedelige tendens til at udslette budbringere af svar, der ikke lige var efter kongens ønske. Profeten var derfor ikke voldsomt begejstret, da han inviteret til slottet.

Da han blev stillet det ventede spørgsmål om tidspunktet for kongens død, bad han om at måtte trække sig tilbage med sine tabeller og beregninger. Han forklarede, at netop i kongens tilfælde var et særdeles vanskeligt spørgsmål, som krævede omhu og præcision, hvis man skulle finde det rigtige svar.

Efter nogle timer bad profeten om foretræde for at meddele kongen sit svar. Han bukkede og skrabede og sagde, at tidspunktet for kongens død af årsager, der skyldtes særlige planetstillinger i denne tid at gøre, var nærmeste umuligt at beregne nøjagtigt. Dog havde han i sit arbejde med at finde svaret opdaget et ganske pudsigt forhold: nemlig, at rent astrologisk var kongens og hans egen skæbne knyttet tæt sammen. Så det eneste han kunne sige med sikkerhed var, at tidspunktet for kongens død måtte ligge mellem en og to dage efter tidspunktet for den proaktive profets egen død.

Og profeten levede lykkeligt til sine dages ende under kongens velvillige beskyttelse.

Hvad er meningen?

Selvom det eneste sted, et menneske kan eksistere er i nu’et, er det i mange sammenhænge klogt at være proaktiv. I gestaltterapi tages altid udgangspunkt i her og nu, fordi det er her, vi kan tænke, føle, huske, planlægge, drømme osv. Og det er vigtigt for os at kunne skue både frem og tilbage, bl.a. fordi vi derved oplever tilhørsforhold, jordforbindelse, kontinuitet, udvikling mm.

At stå i sit nu og betragte fremtiden gør det muligt at påvirke og forme nutiden gennem sin forestilling om fremtiden. Forestillingen om fremtiden er meget tit et spejl af nutiden, og det betyder, at vi former fremtiden i nutidens billede. At være proaktiv betyder det modsatte, nemlig at man former nutiden i fremtidens billede.

Jeg er født i 1949, og selvom jeg drømmer om at nå en masse ting i den tid jeg har tilbage, kaster jeg mig ikke ud i det hele. Med mine gigtknæ ville det være hovedløs gerning at begynde at gå til argentinsk tango, skøjteløb eller løbetræning. Det ville måske være godt for min kondition og min talje det indeværende år, men jeg kunne også risikere at ende i en kørestol bagefter.

Så selvom jeg i nu’et har vældig lyst til at lære at sno mine endnu fungerende knæ rundt om min ægtemands lår, lære at danse argentinsk tango eller udfordre knokkelmanden på den sorte piste, så gør jeg det ikke.

Er jeg frygtstyret? Er jeg foran mig selv?

Ja – og nej. Men det, jeg frygter er hverken neurotisk eller indbildt. Mine knæs tilstand er en meget konkret del af virkeligheden her og nu, og jeg tager blot højde for realiteterne: at brusk ikke kan vokse ud igen, og at der er ret begrænset holdbarhed på gigtknæ.

© Copyright 2021 - Nordisk Gestalt Institut ApS