Om studerendes klientpraksis

Da både faglig og personlig udvikling forløber ganske forskelligt for hver enkelt studerende – og da mange studerende har erfaring med procesarbejde med i bagagen, er det ikke hensigtsmæssigt at sætte et nagelfast, tidsmæssigt startpunkt.

Klienter er ’rigtige mennesker’, der søger hjælp og støtte og på den måde typisk blotter deres sårbarhed i terapirummet, og instituttet har et medansvar for at gøre det til en tryg oplevelse.

Det er derfor ikke udelukkende op til den studerende selv at afgøre, hvornår vedkommende er parat til at begynde at praktisere.  Det er instituttets ansvar at sikre, at den studerende er så praksisparat, som det med rimelighed kan forventes. Derfor gælder der en række regler på området, som skal følges. Brud på reglerne er bortvisningsgrund.

For at kunne begynde at praktisere, skal den studerende

  1. have bestået den praktiske og teoretiske prøve på 3. år
  2. godkendes som praksisparat af instituttets faglige leder og en supervisor, som kender den studerende fra supervision.

Supervision i klientforløbet

I klientforløbet forpligter den studerende sig til løbende at gå i supervision. Rent praktisk betyder det følgende:

  • Den studerende skal gå i indirekte supervision, når han/hun har gennemført en første-terapisession (dvs. 1. time med ny klient).
  • Derefter skal den studerende søge supervision efter hver 3. klienttime, indtil supervisor og studerende aftaler andet.
  • Den studerende bruger samme supervisor for hver klient (men kan godt vælge en anden supervisor til en anden klient)
  • Den studerende kan søge direkte supervision, dvs. invitere klienten til at afvikle terapisessionen (60 min.) i supervisors tilstedeværelse. Derefter får terapeuten 30 min. feedback.
  • Den studerende skal uopfordret oplyse enhver klient om sin status som studerende ved NGI
  • Som honorar må den studerende maksimalt forlange 50% af gældende, almindelige markedspris for terapi
  • Klienterne må ikke være familie, venner, bekendte eller andre nærtstående. I tvivlstilfælde adspørges supervisor eller instituttets faglige leder.
© Copyright 2021 - Nordisk Gestalt Institut ApS