Fornylig var jeg i London og besøgte Waterstone’s  på Piccadilly, min yndlingsboghandel (siden Foyle’s på Charing Cross Road blev moderniseret).
I forretningen er der altid runde borde med bogtitler, der er lagt frem og er emnerelaterede inden for filosofi, politik, historie, samfundskritisk etc. Og selvfølgelig skønlitteratur af alle slags. Jeg er nødt til at rationere mig selv til ét bogkøb for ikke at købe flere kufferter fulde, og denne gang faldt valget på en bog med titlen “Every time I Find the Meaning of Life, They Change It.” 

Det lød bekendt – som én af de sandheder, man bærer i sig uden at have sat ord på den – og der var bingo på alle plader, da jeg åbnede den. Bogen er bygget op om filosofiske teorier og teser, som forfatteren gennem et laaangt liv har noteret og nu folder ud. Bogens første citat er fra Epikur, hedonist*) og græsk filosof (341-270 f.Kr.), og det lyder “Ødelæg ikke glæden ved det, du har ved at ønske det, du ikke har. Husk, at det du har nu engang var noget, du håbede på at få.” Og jeg, der er født i 49 (og på besynderlig vis stadig er midt i trediverne), blev pludselig nødt til at tage min tilværelse  op til alvorlig revision.

Fx bor jeg i en herlig, nordsjællandsk badeby, tæt ved hav, skov og sø, men de seneste år har jeg længtes efter at flytte til København og forsuret mine aftner med at kigge på de dyre og uopnåelige bylejligheder. Jeg opdagede at jeg helt  havde glemt, hvordan vi dengang talte på knapper og købte huset, selvom pengene var små – og glædede os hver sommerdag ved at kunne lugte havet og hver vinterdag ved at nyde, hvor højt der er til himlen. 

*) Hedonisme: læren om, at nydelsen er det højeste gode.

Jagten på Det Gode Liv

Med Platon og Aristoteles forskellige bud på Det Gode Liv blev menneskets lykkejagt skudt i gang. Var det besiddelser, kærlighed, penge eller nydelse, der skulle til?
I dag har vi meget af alting, i hvert fald i det smørhul, vi som danske bor i. Vores samfund er alt andet lige et overflodssamfund (tænk bare på de groteske dynger af mad og egentlig affald, vi smider væk hver dag), og jagten på nydelse har resulteret i et enormt overforbrug – af ting, penge, rusmidler. Og følelser. Måske derfor har det semantiske indhold af ordet følelser ændret sig i min levetid. Det moderne menneske føler, føler og føler.

De sidste tyve års flodbølge af selvhjælpsbøger har utvivlsomt bidraget til den øgede fokus på følelser, selvudvikling og lykke. Og den gængse opfattelse af selvudvikling viser sig tit at være et resultat: ‘når jeg er ’færdigudviklet’, så er jeg nok smertefri og lykkelig’. Ren hedonisme – og dømt til at mislykkes. Følgevirkningerne af den uundgåelige fiasko bliver for mange massive stigninger i forbruget af alkohol, rusmidler og ting, stigende skilsmissetal osv.

Og selvom jeg som terapeut lægger enorm vægt på at mærke sine følelser og tage dem alvorligt, får jeg kvalme, når jeg hører udsagn som fx: ”Jeg føler, at det er forkert.” ”Jeg føler, at det bedste at gøre vil være…” ”Jeg føler, at vi må være forsigtige med…” For det, der tales om her, er jo ikke følelser. Det er tanker, synspunkter, konklusioner, dvs. kognitive processer. Og tanker har ingen følelser. Lige så lidt som følelser har tanker. Det er forvrøvlet at tale om at føle en idé eller en tanke.

Er et godt liv et smertefrit liv?

Følelser er vigtige og relevante at undersøge i mange sammenhænge, ikke mindst mellemmenneskelige relationer. Mine klienter og jeg arbejder med følelser for at  tåle netop det svære, besværlige og krævende, fordi det nu engang er en del af det virkelige liv. Men:

Når vi overgiver os til den hedonistiske overbevisning, at livet for at være godt skal leves stort set uden smerte og ubehag og kun vække behagelige følelser, så bliver vi egoistiske, ansvarsløse og hjerteløse. Og vi bliver ikke engang lykkelige af det. Vi bliver angste, fordi vi fornægter dele af selve tilværelsen, nemlig de såkaldt ’negative følelser’ som fx frygt (for at dø, miste, blive syg, arbejdsløs osv.) og sorg. At være ked af det eller bange sidestilles tit med svaghed og forbindes med noget, der skal fjernes for enhver pris. Langt hen ad vejen er det muligt at skaffe sig dét, man ønsker sig. Men lykken er jo ikke et resultat. Det er en proces.

Hedonistisk livsstil har medført omvæltende livsstilsforandringer for nutidens menneske (måske også fordi den postmoderne dansker stort set har mistet troen på kirke, konge og fædreland – men det er en anden historie). Som i alle slags sekulært baserede tankesæt efterlader det os uden håbet om transcendens og troen på Det Gode og efterlader os med selekterede, ’tilladte’ følelser og en totalt subjektiv basis for etik og moral. Vi kommer på den måde til at leve som hylstre, med ryggen til os selv, uden kontakt til hverken os selv eller andre.

Det er fattigt.

Så altså: Når jeg har svært ved at forliges med mit spejlbillede, fordi det med ubarmhjertig tydelighed viser hvordan jeg begynder at ligne min farmor i fruestørrelse (dog uden hårnet, kittel og støttestrømper, så længes jeg instinktivt mod dengang jeg kunne passe en str. 34, farve håret orange uden at virke latterlig og drikke margaritaer hele natten og gå direkte på job efter en panodil til morgenmad.

Jeg glemmer helt, hvor desperat og ulykkelig jeg var i netop årene fra 30 til 40, hvor jeg slås med lavt selvværd og en præstationstvang, der mindede om slaveri. Jeg glemmer, hvor meget jeg ved nu, som jeg ikke vidste før. Og overser fuldstændig, at det på rigtig mange områder er langt nemmere og mere givende at være mig lige nu.

Så når jeg ser mig selv i Brugt-Udgaven og kobler opmærksomhed på, så er jeg stadig ked af at det meste af livet er gået. Og samtidig: lykkelig for at være i live.

(Mere om emnet: http://www.b.dk/danmark/nydelsen-kan-vaere-et-tveaegget-svaerd)