En søndag sad jeg på kirkebænken. Jeg er nemlig skabsromantiker: en ægte lejlighedstroende, der kan lide kirken, ideen, ideologien, stemningen, ordene, musikken og salmerne. Men som alligevel ikke er klar til at overgive mig til eventyret om, at Gud skabte verden og sidder et sted og passer på mig.

I selskabet var et enormt familieopløb, der alle virkede aldeles kirkefremmede. Blandt dem rigtig mange børn – dem, som Jesus engang inviterede med et “lad de små børn komme til mig”. Gud (!) ved, om han også mente de små overgearede energibomber, der dominerede alt og alle, fordi deres forældre lod dem gøre det. Helt kort kan man sige, at der var gang i den.

Præsten havde svært ved at få ørenlyd – til trods for at hun virkelig prøvede både at være “frisk i det” og åben for alle disse børn og voksne, som ikke sang med på en eneste af salmerne. De var tilsyneladende kommet for at se forestillingen; ikke for at deltage (dog blev der taget adskillige selfies).

Men fred være med alle os eventkristne. Det er jo sådan rigtig mange af os bruger Folkekirken, og det er ikke dét, der er mit problem her.

Mit problem opstår, når selv præsten begynder at bruge kirken på eventmåden. I stedet for at stå ved sit budskab og insistere på at tage både sig selv og sit grundlag alvorligt, så forsøgte denne præst at glasere budskabet over med vittigheder, referencer til film, reality-shows og andet smisk. Hun tog hverken sig selv, sin eventuelle tro eller kirkehandlingen alvorligt, men overgav sig til leflen og medløberi for at blive hørt. En kamp, hun på forhånd havde tabt. Resultatet var, at både hun selv og jeg (og måske osse andre) mistede respekten for hende.

At stå ved sig selv

Jeg er ligeglad om nogen / man / andre tror på Buddha, rock’n roll eller Anders And. Det afgørende for mig er, at vi tør tage os selv og vores overbevisning alvorligt. Det giver selvrespekt at stå ved sig selv. Og hvis du ikke respekterer dig selv, hvorfor skulle andre så?

Jeg oplever en udbredt frygt for at stå ved, når man for alvor brænder for noget – med mindre det handler om at ville have ret eller simpelthen at nedgøre andre, der ikke brænder for det samme. Det er en på alle måder udbredt (men trist og fremmedgørende) tendens. Se bare på debatprogrammerne i radio og tv, hvor deltagere / politiske modstandere hurtigt begynder at tale / råbe i munden på hinanden eller indskyde små, perfide bemærkninger.

Eller på læserbrevsspalterne, der kalder lokumstonen frem ret hurtigt i en tråd. For slet ikke at tale om forældre, der ikke holder sig tilbage for verbal vold mod lærere og pædagoger. Eller i trafikken, Ikea-køen, på de sociale medier osv.

Jeg kan jo ikke tro, at ordudgyderne farer frem gør det, fordi de er misogyne ordpsykopater. Jeg tror simpelthen, at de ikke respekterer sig selv. Derfor respekterer de heller ikke andre. Og det betyder, at de tager hverken sig selv, deres budskaber eller konsekvenserne deraf alvorligt.

Jeg ønsker mig…

• Debattører, der tør stå ved deres egen overbevisning og lade andre have deres.
• Præster med mod nok til at prædike uden at pjatte med deres budskab).
• Forældre, der tør tage deres forældreansvar (fx for at lære barnet om respekt og takt) alvorligt.
• Trafikanter, børneforældre, kolleger og andre medmennesker, der tør rumme vores indbyrdes forskellighed, så de kan være passionerede om det, der er vigtigt for dem. Og lade mig have min passion, min forskellighed.

Nå. Men jeg kan anbefale forlystelsen “Den Danske Folkekirke” – især, når der ikke er events som dåb, bryllup, konfirmation, jul osv. Det er gratis, og det tager kun en times tid. Budskaberne er givende (og forbløffende meget i tråd med sekulær gestaltfilosofi). Og som selv tidens ubændige trang til evidens ikke kan bevise virkningen af, selv om den er tydelig.

Det giver lys på ens vej at brænde for noget. Og måske er det præstens manglende ild medvirkende til, at hendes menighed ignorerede hende. Eller måske er manglende evidens for hele kirke-setuppet også en af grundene til, at der tit kun sidder kordegnen og fire andre og en hjemløs på kirkebænkene. Det kan jeg godt rumme. Mit lys brænder både for gestalt og meget andet, der ikke kan forklares eller bevises.