• Han gjorde et barn fortræd

Min klient græder. Han skærmer ansigtet med hænderne og bøj­er sig forover i stolesædet; gør sig mindre, som om det vil mindske smerten. Gråden bliver dybere, stærkere. Lungerne hiver luft ind som om de protesterer imens, som om luften er giftig. Armstolen holder sammen på ham, mens han synker ind i sig selv og bliver slap, opgivende, og han opgiver at kæmpe imod, overgiver sig til sorgen, slår sig til tåls med, at det altså er sådan, det er. Følelserne skyller ind ind over ham; han ligner en druknende, hiver efter vejret, kinderne plaskvåde.

Jeg tier og følger ham med øjnene uden at røre mig. Før vi begyndte, sagde han, at han syntes det er et mærkeligt job jeg har: hver dag at tage penge for at møde problemer, sorg og smerte. Om det ikke gjorde mig kold og følelsesløs, for hvordan kunne jeg ellers hol­de ud at ’sidde dag ud og dag ind og glo på andre der tuder?’ Jeg tilbød at svare og blev ikke overras­ket da han viftede mig af og forsvandt ind i sig selv.

Nu græder han mere stilfærdigt og stirrer ned i gul­vet. Han er hos sig selv, alene; og jeg rører en anelse på mig, mest for at minde ham om, at jeg stadig er her, sammen med ham. Han løfter ansigtet, ser frem for sig, ser på mig uden at se.

Jeg sanser, at han mærker afgrunden, den hvide skam, det røde raseri, den sorte fortvivlelse. Men jeg ved det ikke. Det er kun min fantasi. Og måske snerten af min egen skam, der rører på sig.

”Jeg var fire år,” hvisker han. ”jeg havde ingen far, jeg savnede ham, men han var der ikke, og så fandt min mor én, jeg kaldte ham far, og han var sød og gad godt at lege med brandbiler og læse historie mens jeg sad på hans skød, og han lærte mig at bede aftenbøn og spise med albuerne ind til siden, og da jeg var fem, voldtog han mig. Det er over fyrre år siden. Nu kan jeg arbejde 80 timer om ugen, men jeg kan ikke gå i seng med min kæ­reste, jeg elsker hende, men jeg kan ikke føle lyst, begære hende, jeg føler mig forkert, en liderlig gris, et svin, og hun forstår ikke hvorfor. Jeg kan jo ikke fortælle hende det. Det kan jeg bare ikke.”

barnestol.skyggeOrdstrømmen stopper. Han græder igen, og der er ingen trøst. Det er mærkværdigvis tit en lille trøst, og måske er det derfor, at han hurtigt bliver roligere. Jeg beder ham tage kontakt med mig og ser, at han godt kan lade blikket hvile i mit. Han trækker på skuldrene, som om han vil vide, hvad der nu skal ske.
Jeg skubber min konsultations lille barnestol frem fra sin krog, så den står foran ham. Han ret­ter sig op, og jeg beder ham tage sig god tid og fortælle, hvem der sidder på den; hvad han ser. Han smiler flygtigt, ser på stolen og sidder ikke længe.

”Dér er du. Det er dig, der plejer at hulke inden i mig… Du er solbrændt og har lige fået karsehår for første gang. Din skjorte er den forvaskede, blåternede, hvor flipperne er helt slidte – og du har din lille røde brandbil i lommen.”

Gråden bryder frem igen. Den er heftig og kortvarig, og da den lægger sig igen, går han videre.

”Du sidder bare der og tripper; jeg kan se dine flakkende øjne – sjovt, for nu er jeg rolig. Det er dig, der er urolig, ikke mig.” Min klient trækker den lille stol lidt tættere på sig, og det ser ud til, at han og drengen holder en pause sammen.

”Du behøver ikke at være bange for mig,” hvisker min klient. ”Jeg gør dig ikke noget. Tværtimod. Jeg vil passe på at ingen gør dig fortræd, for det kan jeg, jeg er jo voksen. Du er kun fem år.”

Han ser skiftevis på mig og på drengen, og på min opfordring sætter han sig på den lille stol og mærker, hvordan det er at være drengen. Jeg guider ham ganske kort til med lukkede øjne at se ned ad sig, se sine barnefødder og –hænder og beder ham fortælle, hvem han er og hvad der rører sig i ham, når og hvis han kan mærke ham. Der går et minuts tid, før han begynder.

”Jeg er fem år. Jeg kan godt lide at høre, at du vil passe på mig. Og at du siger, at du kan,” begynder han med lys barnestemme, mens han sidder på den lille stol og skotter op til den stol, hvor han sad før. Han rører uroligt på sig, og kropsholdningen er anderledes end hos den voksne. ”Men jeg er ikke helt sikker på, at du kan. Mor kan ikke. Hun gør det i hvert fald ikke. Og far…”

Jeg ser, hvordan hans skikkelse i barnestolen stivner, mens han trækker sig ind i sig selv og kæmper for ikke at græde. Efter et øjeblik beder jeg ham sætte sig tilbage i sin voksne stol og mærke sin voksenhed.

”Hvad siger drengen til dig?” spørger jeg, da han er forankret i sit voksne jeg. Han ser på drengen, undersøgende, venligt.

”Du siger, at du ikke tror, at jeg kan passe på dig. Men det kan du tro, at jeg kan. Og at jeg vil.” Stemmen ligger i sit voksenleje med en undertone af beslutsomhed, og han tilføjer: ”Jeg kan godt lide dig, og jeg er glad for, at jeg har opdaget dig, for så kan jeg hjælpe dig. Og glad for, at du ikke tager øjnene væk nu, når jeg ser på dig.”

Sådan sidder de en tid, indtil en motorlyd i gaden nærmer sig som en påmindelse om verden uden for. Uden for vinduet begynder en højttalervogn at brøle uforstå­elige, vrede budskaber. Min klient ser direkte på mig.

”Drengen bliver bange nu.”

”Kan du hjælpe ham?” spørger jeg, og min klient trækker den lille barnestol helt hen til sig og lægger hånden på dens ryglæn. Der går en lille stund. Så synker skuldrene, og han rejser hovedet.
”Han sidder der ikke mere. Han er i mig; jeg kan mærke ham. Jeg kan mærke hans frygt. Han er bange for, hvad der sker udenfor og bange for, at han ikke kan beskytte sig, hvis det er noget slemt. Men det er jeg ikke. Jeg er jo voksen. Og jeg er ikke bange.”

Han ser op og smiler kort. Vi sidder lidt. Væguret viser, at der er gået en time.

© Copyright 2021 - Nordisk Gestalt Institut ApS