Min søn er mit eneste barn, og gennem de første 14-15 år af hans opvækst oplevede jeg jævnligt både undren og glæde over, hvor stærk en følelse min kærlighed var til denne helt vidunderlige dreng, som jeg syntes var et ube­tin­get klogt, dejligt og fantastisk barn. Jeg fattede simpelthen ikke, når veninder og kolleger græd eller rasede over deres umulige teenage­børn. Sådan ville det aldrig gå os. Det var lige efter bogen – jeg var den store Moder.

Derfor kom det også som et chok, da jeg første gang oplevede at føle noget, der lignede had til ham. Han havde været et år i USA efter 9. klasse, og jeg havde savnet ham og tænkt på ham 864 gange om dagen. Jeg glædede mig som en afsindig til at få ham hjem. Men da den bumsede, ludende og sku­lende dreng med skulder­langt, fedtet hår og bisset læderjakke vadede ud gennem told­kon­trollen i lufthavnen, var min første tanke, at han ikke var min søn.

Hans stemme raspede, og han løftede hånden til et slattent ’Haaarj, moar’ – og dér stod jeg på en meters afstand med hele mit savn og mine små, fjollede gaver og følte, at  svigtede mig, mens han omfav­nede sine kammerater i velkomst­komi­téen. Som var nøjagtigt lige så bumsede, ludende og vrantne som han.

Jeg blev så flov over det, at jeg lod som ingenting

Men den oplevelse indvarslede indgangen til en fem år lang periode, hvor jeg som­metider græd mig i søvn, fordi jeg blev i tvivl om, om jeg virkelig var så overfladisk, at jeg ikke engang havde tolerance til at elske mit eget barn, fordi han var blevet forvandlet til et monster.

Han lugtede også anderledes end min lille, renvaskede præ-puber­tets­dreng havde gjort – af sved, gammel cigaretrøg og simpel drengemøf, og hans tavse surmuleri (der i bagklogskabens svidende klare lys helt indlysende blev forstærket af min egen attitude) kunne ødelægge mit humør med et snuptag. Af foragt for min egen intolerance gik jeg og gemte på mine negative føl­el­ser, indtil jeg en dag råbte ind i hovedet på ham, at han lignede en vagabond og stank ligesådan. Men ungen tog det meget roligt og gik artigt i bad, mens jeg fés rundt om mig selv og håbede, at jeg ikke havde tilføjet ham traumer for livet.

Da jeg så ham drikke øl på gaden sammen med sine bøvede venner, var mit raseri så intenst at jeg selv blev helt forskrækket – og da politiet ring­ede for at bede mig afhente sønnike, der var blevet grebet i butikstyveri, overvejede jeg seriøst at lade ham sidde i cellen i de fire-fem år, som min veninde påstod at det ville tage før han blev sig selv igen.

Min mor grinte bedrevidende og spurgte, om jeg ikke kunne huske dengang jeg selv dovent gloede ud under det fedtede pandehår (se billedet) og svarede surt med énstavelsesord?

Det kunne jeg jo godt – men tænk, at det var så slemt! Min veninde sagde bare, at han var en sød dreng og en helt almindelig teenager med skyklapper på. Men min fiasko-følelse fyldte det hele, og jeg hørte forbløffet mig selv sige de samme sætninger, som min mor havde gjort. Og hadede mig selv for det. Min rådvildhed var total, og selvom jeg forsøgte at trænge ind til ham, endte det hver gang i ballade.

I tilbageblikkets neonlys ser jeg klart, at jeg ikke mødte ham som den han var, men som den jeg syntes han skulle være. Så det var jo en fuldstændig og forståelig sund reaktion fra hans side, at han afviste mig som dum, irriterende og i vejen. Men for f….., hvor gjorde det ondt.

Da han flyttede hjemmefra som 18-årig

havde jeg dårlig samvittighed over, at jeg følte mig lettet over at blive fri for dunkende dødsmetal-musik til ud på de små timer, snavsede sokker i meter­høje bunker og telefon­opringninger (på fastnettelefonen) fra vennerne døg­net rundt. Jeg var på det tidspunkt også godt træt af at købe rugbrød og spegepølse i metermål, leverpostej i kilovis og sodavand og øl i tøndevis. For blot at konstatere, at min egen hylde i køleskabet ikke var fredet, når drengene skulle ha’ natmad.

Jeg gav ham selvfølgelig et knus, en gadedørs­nøgle og forsikringen om, at han altid kunne komme hjem, når som helst han fik brug for det. Tilbudet var bereg­net på hjælp til råd, vejled­ning, trøst, kærlighed og ordentlige måltider – men da hans sociale kompetencer aldrig har fejlet det mindste, skaffede han sig så udmærket alt dét ad andre veje. Når han kom hjem, var det med en stor pose vasketøj og en kilometerlang række beklagelser over, at han ingen penge havde.

Så jeg vaskede hans tøj og forstrakte hans tomme lommer, hvorefter han forsikrede mig om at han havde det godt, var glad og tilfreds og passede sin uddannel­se og sine tænder. Og når han var gået sad jeg og skum­lede i sofaen over, at jeg følte mig udnyttet. Først mange år efter opdagede jeg, at det var ren, uforfalsket sorg. Jeg savnede ham og sørgede over, at jeg ikke havde formået været en bedre mor for ham. Jeg indså med smertelig skam, at jeg havde været umoden, selvoptaget og karrierefikseret i fortrængningen af, hvor kort tid en barndom varer.

Efter syv-otte år lysnede det i horisonten

Jeg fik min humoristiske, venlige og udadvendte pode tilbage i voksen skikkelse, og glad var jeg. Men hvis nu det var min veninde, der havde opført sig sådan i en årrække, ville vi så stadig være veninder? Eller hvis det var min mand – ville vi så stadig være gift? Næppe.

Så at Den Store Moder­kærlighed er noget særligt, er jeg i hvert fald ikke i tvivl om. Og nu er han selv midt i fyrrerne, far til fire, deriblandt en snart voksen teenagedreng, der opfører sig nogenlunde lige som jeg gjorde (og som han selv gjorde) og dermed sætter den Store Faderkærlighed på prøve.

Hvordan det går, kan vi diskutere om syv-otte år.