I 1962 på min 12-års fødselsdag var jeg i biffen og se Elvis’ nyeste film, Follow That Dream. Titlen blev afgørende for, hvordan jeg forholdt mig til mine velmenende forældres drømme for mig: god mand, glad  kernefamilie  og guldur for 25 års tro tjeneste i det offentlige.

Den lige vej var ikke min drøm. I stedet blev det snarere zig-zag:

• Efter Danmarks mindste studentereksamen i 1968 blev jeg skolelærer som 23-årig, fik et barn og var gift i cirka fem minutter, før jeg efter skilsmissen sagde mit lærerjob op til stor bestyrtelse for omverden. Der var betydelig arbejdsløshed i faget, og desuden var det en uopsigelig (ja, virkelig!) tjenestemandsstilling, som ovenikøbet i de år var udmærket lønnet og faktisk var en halvdags loppetjans til fuld løn.
• Jeg ville til Bruxelles og finde en ny mand (jeg havde hørt, at de gik løse rundt dér), så jeg læste en CBS-uddannelse som tolk og translatør. For at turde åbne rudekuverterne arbejdede jeg sideløbende på Tuborg, i diverse skobutikker, postordrefirmaer og skrivestuer. Det slæbte af, men prisen var, at mit smukke drengebarn måtte gå klædt i bæ-farvet udsalgstøj (det var altid dét, der var tilbage), og at vi levede af knækbrød, gulerødder og spaghetti. Endnu værre var det, at jeg havde for lidt tid til ham.
• Som nyuddannet startede jeg et oversætterbureau og oversatte juridiske kontrakter, økonomiske tekster og tekniske brochurer. Det var skrupkedeligt, og i mellemtiden havde jeg jo mødt manden, som betød, at Bruxelles var yt. Så 1986 lokkede den splinternye nye PC branche. Det var smaddersjovt, lærerigt (og vellønnet) i ti år.
• Som 42-årig blev jeg rastløs og sagde op, blev tekstforfatter på et reklamebureau og begyndte at skrive romaner, og da sønnike flyttede hjemmefra, sagde jeg op igen og kastede mig ud i freelancelivet. Jeg skrev ugebladsnoveller, damebladsartikler, reklamer og TV-serier, indtil jeg fik jeg lyst til at lære noget mere og skiftede spor igen.
• Til omgangskredsens forbløffelse begyndte jeg at læse til psykoterapeut (det var endnu ikke så almindeligt), og bagefter åbnede jeg praksis og levede af at holde foredrag over hele landet om alt det spændende, jeg fik lært på studiet. Jeg fik møvet mig ind som proceskonsulent, coach og virksomhedsterapeut i både offentlige og private virksomheder, og det var også sjove og lærerige år. Indtil det blev rutine.
• Som 63-årig begyndte jeg på teologistudiet – og købte nogenlunde samtidig spontant mit gamle terapeutinstitut, da lærerstaben gennem femogtyve år ville pensioneres. Nu er jeg institutleder og passer min praksis som terapeut, supervisor og coach.

Det var de første 66 år. Men det er ikke endestationen.

“Du får det til at lyde så nemt,” hører jeg tit.

Og det var det på sin vis også – men ikke kun.

Alle valg har konsekvenser, og jeg har  måttet leve som alenemor, spinke og spare og undvære på mange fronter, haft skiftevis knallert og BMW, prøvet både cykelferie og flyture på 1. klasse.

Og for det meste har jeg syntes, at det var, som det skulle være, fordi jeg har levet højt på den følelse af frihed det gav mig at forfølge mine drømme. Den dag jeg ikke drømmer mere, er det nok fordi jeg er død.