Hvad er psykodrama?
Psykodrama betyder “sjæl i handling” – et sjæleligt indhold sat ud i handling. Psykodrama er en kreativ, terapeutisk metode skabt af Jacob Levy Moreno omkring 1920.
Moreno var psykiater, teatermand og filosof. Hans mål var at hjælpe mennesker med at frigive deres spontanitet og kreativitet. De første ideer omkring psykodrama, fik han bl.a. gennem at studere børns leg i parkerne hvor han boede. Han bemærkede hvor nemt og naturligt børnene skiftede roller med hinanden når de legede. Disse ideer videreudviklede Moreno, i sit teater, og senere i sin terapipraksis.
I teateret opdagede Moreno, at frigørelse af spontanitet og kreativitet, hjalp skuespillerne til at udvide deres rolleregister, både privat, personlig og professionelt. Disse erfaringer overførte han også til sin praksis som terapeut.
I psykodrama tildeles gruppemedlemmerne roller af hovedpersonen, og på den måde spilles der teater på individets præmisser, hvor handlingen skabes ud fra hovedpersonens indre virkelighed. Moreno var den første som tog begrebet gruppepsykoterapi i brug i 1930-årene.
Men psykodrama er meget mere. Det er en forunderlig form for kunstudtryk, et slags spontanteater, som tager uventede, kreative sider af en selv i brug.
Psykodrama er struktureret i tre faser
Den første fase er opvarmning, hvor man også vælger en hovedperson til at udspille et tema. Den andre fasen er selve spilfasen. I sidste fase deler gruppemedlemmerne fra egne erfaringer.
I psykodrama kan man udspille, og få belyst temaer, – fra fortid , nutid eller fremtid, som om det sker her og nu. Drømme, visioner og fantasier kan spilles ud.
Psykodrama er en relativt “gammel” metode, der har uddannelser etableret over hele verden. Den anvendes både indenfor terapi, teater, undervisning, supervision og leder/ organisationsudvikling. I Norge har der eksisteret en psykodramauddannelse siden 1986 og i dag har Moreno Instituttet en uddannelse på fire niveauer. Efterhånden bliver psykodrama brugt på flere områder indenfor det offentlige.
Psykodrama – en kreativ, terapeutisk metode
I psykodrama bliver gruppemedlemmerne tildelt roller av hovedpersonen, protagonisten. På den måde spilles der teater på individets præmisser. Den indre virkelighed og personens interpersonelle, dynamiske forhold bringes konkret frem på en scene, eller et almindeligt gulv. Psykodramaet er meget strengt struktureret i faser. Første fase er opvarmning hvor der vælges protagonist. Den anden fase er selve spilfasen. I sidste fase deler gruppemedlemmerne ud af egne erfaringer og hjælper derigennem hovedpersonen til at bære byrden af sin historie.
Jacob Levy Moreno var den første der i 1930erne tog begrebet gruppepsykoterapi i brug.
Men psykodrama er mere end det. Det er en forunderlig form for kunstudtryk, en slags spontanteater, som tager uventede, kreative sider af en selv i brug. Moreno hentede mange af sine centrale begreber fra græsk, som protagonisten, den der leder handlingen. Ordet psykodrama er sammensat af to græske ord: psyke og drama. Direkte oversat vil det sige et sjæleligt indhold sat i bevægelse, ført ud i handling. Resultatet er observerbar adfærd. Men psykodramaet tilbyder mere. Det giver individet en chance til at mestre sit eget liv og træffe nye valg.
Morenos grundfilosofi var, at intet menneske behøver at forblive i de begrænsninger det er født ind i. Resignation var for ham et fremmed begreb. Moreno skabte sit eget system i psykodrama, sociodrama og sociometri, grundlagt på teater, psykologi, kunst, filosofi og teori. Spontanitet og kreativitet var hans varemærke.
Grundelementer i psykodrama
De fem hovedelementer i psykodrama er: Lederen, protagonisten (den der spiller hovedrollen), hjælpe-jeg´erne, gruppen og scenen. Scenen er det synlige forum hvor alle mulige nuancerede og komplicerede detaljer tages op, både symbolsk og realistisk.
Psykodramaet er meget fast opbygget i sin struktur, og er delt i tre hovedfaser:
- opvarmningsfasen
- spilfasen
- delefasen
Derudover består psykodramaet af en række teknikker hvoraf de vigtigste er:
- Interview
- At sætte scenen
- Rollebytte
- Dublering
- Spejlmetoden
Dertil kommer brug af del-elementer og sociometri.
Interview
Et psykodramatisk interview er indledningen til at scenen kan sættes og handlingen kommer i gang. Det er vigtigt at interviewe protagonisten på en måde, så det væsentligste kommer frem, og så også gruppen kan følge med. Psykodrama er en dramatisk terapi. De græske ord psyke og drama betyder direkte oversat et sjæleligt indhold der omsættes i handling.
At sætte scenen
Scenen sættes når det nødvendige materiale er kommet til udtryk. Ud fra interviewet fremgår det hvor handlingen finder sted, hvem der er til stede, og hvad sagen handler om. Lederen skal mestre scenens sprog og konvention. En konvention er en overensstemmelse mellem det der foregår på scenen og gruppen; det vil sige at gruppemedlemmerne altid skal forstå hvad der sker på scenen.
Rollebytte
Rollebyttet er den mest anvendte teknik i psykodramaet. Man kan sige, at den danner selve grundlaget for psykodramaets dynamik, dialogen som driver handlingen frem. Rollebyttet er også væsentligt for at forstå Morenos begreb Surplus Reality, som er en måde at fremkalde protagonistens indre verden, såvel som den måde hvorpå han strukturerer sin ydre verden. I rollebyttet er protagonisten nødt til at opleve sig selv i den andens rolle. På den måde bliver han også den udøvende censor af situationen, og vil også intellektuelt kunne opfatte hvordan replikkerne er formet og hvad slags emotionelt indhold de har. Derigennem opnås indsigt.
Dublering
At dublere betyder at have indfølingsevne på forskellige niveauer. Den som dublerer bliver en slags “double” til protagonisten. Dubleantens opgave er at lytte sig ind til og udtrykke protagonistens undertekster. Dubleanten lever sig ind i protagonistens indre verden, og kan opfange de undertekster, som protagonisten ikke selv vover at sige. Dubleringsteknikken fungerer optimalt, når dubleanten “glemmer sig selv” og stiller sig helt til disposition for protagonisten.
Spejlmetoden
Denne metode anvendes i mange forskellige sammenhænge for at vise protagonisten hvorledes han optræder og måske virker på andre. Den skal anvendes med varsomhed, fordi den kan være meget provokerende i situationer hvor det drejer sig om, at give tilbagemelding på uhensigtsmæssig adfærd. Spejlmetoden fungerer bedst, når den kan bruges med humor, gerne i overdreven karikeret stil.
I spejlmetoden tages protagonisten ud af scenen og ser, fra gruppens perspektiv, hvordan en stedfortræder spiller hans rolle. På denne måde kan protagonisten selv finde andre løsninger.
Krav til en psykodramatiker
For at arbejde med psykodrama må man kunne møde mennesker på alle planer, i forskellige livssituationer og forsøge at hjælpe dem til et rigere liv både mentalt, fysisk og sjæleligt. Arbejdet i psykodramagrupper kan ses som processer, der tager sigte på selvudvikling og lederudvikling.
[event post_id=”5606″]#_BOOKINGFORM[/event]