Da jeg i senfirserne var reklamechef i et stort IT-firma med ansvar for et tocifret millionbudget, eget hjørnekontor og medarbejdere, havde jeg et jævnligt tilbagevendende mareridt om, at døren en dag ville springe op, og min leder ville pege anklagende på mig og råbe: “Du er opdaget! Du kan jo ingenting – ud med dig!”

Det var ikke befordrende for hverken min kreativitet, trivsel eller oplevelse af mening med mit job. Bakspejlet viser mig med skærende tydelighed, at jeg faktisk havde rige muligheder for alle tre faktorer. Spejlet afslører også, at jeg umuligt kan have ydet mit bedste, selvom jeg arbejdede mellem 60 og 70 timer hver uge. For jeg brugte jo alt for meget tid på at modarbejde mig selv.

Først da jeg gennem årelang terapi fik gjort op med min forestilling om, at jeg skulle være fantastisk og unik i alt hvad jeg sagde og gjorde, mente og klædte mig i, fik jeg øje på virkeligheden og opdagede, at jeg faktisk var ret almindelig på de fleste områder og unik på nogle ganske, ganske få. Derefter kunne jeg sætte min præstationsbarre i en højde, jeg kunne nå og yde mit bedste på de områder, hvor jeg havde en reel chance for at blive en succes (og i et sjældent øjeblik være fantastisk) – og blæse på resten. Så forsvandt mit mareridt.  

Sådan var det også for Helene

Som 34-årig er Helene ansvarshavende redaktør på et eksklusivt kvindemagasin og har en medarbejderstab på 40 fastansatte, grafikere og freelancere. Hun har vundet priser for sit arbejde og har gjort lynkarriere. Hun er smuk, slank, dyrt klædt og ’single efter eget valg.’ Hendes store lejlighed er indrettet med designermøbler og har været i flere boligblade, og hun har efter eget udsagn alt, hvad hun kan ønske sig. Succes, penge, omdømme i branchen. Men hun er ikke glad.

”For jeg har aldrig været rigtig glad og tilfreds og følt, at jeg virkelig ydede mit bedste.  På en eller anden måde synes jeg altid, at jeg kunne presse mig lidt hårdere. Udadtil virker jeg selvsikker, men indvendig er jeg som en rådvild, mobbet seksårig. Det er en følelse af, at når nogen anerkender mig eller ’vil lege,’ så kan jeg ikke tage imod det. For det er jo løgn, ikke? Og hvis jeg tager i mod rosen eller indlader mig med dem, så vil de opdage, at jeg har snydt. At jeg slet ikke kan noget. ”

Fiasko og afsløring

Frygten for at være en fiasko går hånd i hånd med høj performance og rædslen for at ’blive afsløret.’ I min konsultation har jeg mødt et utal af kvinder, der har det sådan. På trods af rigelige beviser på det modsatte kan de ikke for alvor tro, at omverdenen er tilfreds, og at de gør det godt nok.

“Hvad er ‘godt nok?” spørger jeg. Helene bider sig i læben.

“Jeg skal være den bedste. Til alt. Og jeg skal kunne alting, inden jeg har lært det – og hvis jeg spørger nogen om hjælp, er det hele ødelagt. Så opdager de jo, hvor dum jeg er.”

“Hvad sker der så?” Helene rødmer og huden på halsen flammer ved spørgsmålet. Hun ser ned i gulvet og synker lidt sammen. 

“Det ville være så flovt,” hvisker hun. “Altså hvis nogen ser, hvor uduelig og dum jeg er. Det er det værste, jeg kan forestille mig.”

Helene skammer sig og dømmer sig selv hårdt – lige så hårdt, som barnet Helene gjorde, når hun ikke følte sig sét og anerkendt for andet end fine præstationer, flotte karakterer og vundne konkurrencer. Hun ser sig selv og skammer sig selv ud på samme måde, som den lille pige oplevede at de voksne gjorde. Indtil nu har hun kunnet handle sig ud af den forfærdelig følese ved at piske sig selv til at arbejde endnu hårdere. Men i de seneste år har ikke engang dén strategi virket. Uanset resultater, forfremmelser, tilbedere og målopnåelse virker det ikke længere. Mange års overdosis har medført resistens mod hendes velkendte medicin.

Bedragersyndromet: “Jeg har bare været heldig”

I sin desperation og fortvivlelse (og på kanten af en alvorlig depression) har hun taget det første skridt mod at gøre sig fri af ’bedragersyndromet’: hun har erkendt sin situation og taget ejerskab for den ved – uha! at søge hjælp. Det er modigt gjort. For ikke alene må hun i sine egne øjne ydmyge sig ved at indrømme, at der er noget hun ikke kan klare. Hun må også undersøge sine smertefulde barndomsoplevelser af ikke at blive set og anerkendt, og processen henimod at kunne give sig selv den manglende anerkendelse og hvile i følelsen af at ’måtte være til’ og endda begå fejl, kan være barsk.

Først, når Helene holder op med at betragte sig selv med andres fordømmende øjne, kan hun frigøre sig af sin dybtliggende skamfølelse. Det åbner mulighed for, at hun kan se sig selv med de kærlige blikke hun ikke fik – og uden at skamme sig acceptere, at hun ikke er perfekt og evigt fantastisk. Så kan hun se realistisk på sig selv: anerkende styrkerne og acceptere (og gys! måske endda holde af!) resten.

Det er aldrig for sent at begynde. Hvor der er liv, er der håb.

4 typiske “Bedragerprofiler”

x

Superkarla

• Hun forbereder og øver sig til det punkt, hvor hun spilder sin tid. Hun bruger 20% af tiden på at lave 80% af opgaven, og derefter nørkler hun i 80% af tiden med at perfektionere og lave de sidste 20%. Hun er utålmodig – med sig selv, kunder og kolleger. De er besværlige, arbejder for langsomt, laver fejl og kan på ingen måde leve op til hendes (umenneskelig) standarder. Hun gennemskriver en tekst femten gange, hvor to havde været nok. Og derfor er hun selvfølgelig nødt til at arbejde dobbelt så længe som de andre og synes, at de er dovne.
  Til gengæld får hun som regel ros for sit arbejde, og den gør næsten mere skade end gavn. For den styrker hendes overbevisning om, at ubønhørlig perfektionisme er prisen for succes.

Dørmåtten

• Hun siger sjældent sin mening – ja, sjældent noget i det hele taget. Hun er bange for at blive til grin, gå i stå, tale rodet eller at det, hun vil sige ikke kan bruges. Hun tænker tit, at de andre fører sig frem med banaliteter som om det var de vises sten, og at hun havde tænkt det samme for længe siden. Men hun tier og skiftevis misunder, beundrer og hader de andre, der bare snakker løs og aldrig spørger hende om noget som helst, selvom hun er virkelig dygtig og har meget at byde på inden for sit felt.

Sammenligneren

• ”Jeg er jo ikke lige så smart, hurtig, kløgtig, vidende osv. som de andre,” tænker hun. Hun glemmer fuldstændig at sammenligne på det, hvor hun kunne være de andre overlegen eller bare matche dem. Hun træner, øver, videreuddanner sig i ét væk – eller også giver hun op og spiller dum, for så kan hun da ikke skuffe nogen. Allerhøjst sig selv, men hun har jo altid været et fjols, så det er jo bare business as usual. Hun bliver let krænket, såret og fornærmet, og uden at erkende det sætter hun sig selv i første række til prikkerunden. Og bliver ikke spor overrasket, da hun bliver fyret.

Selvsabotøren

• Hun sidder på sin plads og har lavet et virkelig godt stykke arbejde, som hun faktisk er stolt af – men hun viser det ikke frem. Hun venter på, at en anden skal bede om at se opgaven. For tænk, hvis hun bare bilder sig ind, at det hun har lavet er noget værd.
• Hun ser kollegerne blive forfremmet og få mere ansvar, selvom hun er den mest vidende på området og har længst erfaring. Hun siger bare ikke, at hun gerne vil forfremmes og have mere ansvar. Hun vil findes. For selvom hun har været på lederkursus og vikarieret for lederen, tror hun ikke på, at hun i længden kan klare det.
• Hun siger ja til opgaver, hun hellere ville sige nej til. For det må jo være en fejl, at hun ikke villigt påtager sig alt muligt, og hvis hun ikke gør det, er hun en dårlig kollega og et elendigt menneske. Derfor har hun hvert år vagten mellem jul og nytår og tager tjansen, når der er overarbejde i sigte.  For hvis hun siger nej, vil de andre opdage, at hun slet ikke er den søde og hjælpsomme kollega, som de siger at hun er. Med sin tilsyneladende villighed saboterer hun ikke blot sit eget liv, men også den opfattelse, som kollegerne har af hende: ”NN vil jo så gerne. Hun plejer at gøre det, så skal vi ikke bare lade hende – måske bliver hun stødt, hvis hun ikke får lov at tage dagene mellem jul og nytår.”