• Kæmpeører eller hold-kæft-bolsjer?

Vi kan komme i forbindelse med hinanden 24 timer i døgnet, alle vegne fra. Det er egentlig ironisk, at så mange mennesker ikke føler sig hørt. Jeg tror afgjort, at hvis den fortrolige, tætte samtale i fysisk nærvær havde bedre vilkår i dagligdagen, ville 90% af Danmarks terapeuter formentlig være overflødige.

Måske er problemet, at evnen til at lytte ikke vurderes som noget, der er værd at beskæftige sig med. At lytte bringer jo ikke lytteren ”frem i skoene” eller giver synlighed, som jo er tidens store dyr i åbenbaringen. Når man lytter, er man ikke – på Facebook, Twitter og i Vild-med-Hvad Som Helst. Når man lytter, står man ikke i front og bliver sét.
Og for at blive set, må man være en dygtig kommunikator, lyder kampråbet.

Men hjertet i al kommunikation er netop at kunne både lytte og sé.

Mennesker i alle aldre ønsker jo nemlig det samme: at blive hørt, forstået og taget alvorligt – netop at blive ”set”, ville terapeuten sige. Og her er måske problemets kerne.

For teknologien har gjort det fristende at minimere den tid, vi er fysisk sammen og i stedetforetage os alt muligt, imens vi ”kommunikerer”. Det er effektivt i forhold til tidsbesparelse og gøremål – men det nedsætter kvaliteten af kommunikationen. Men kun 7% af den samlede kommunikation består af ORD. Resten fordeler sig på kropssprog, mimik, gestik, stemmestyrke og -modalitet osv. Alt dét går tabt på SMS, messenger, twitter, facebook osv.

Min barndom var langtfra ideel, men i det mindste sad vi hver dag to voksne og tre børn i mellem 30 og 45 minutter omkring middagsbordet og talte sammen, imens vi spiste. “Se på mig, når du taler!” sagde de voksne – og jeg kunne for min død ikke regne ud, hvordan min mor kunne afkode mine hvide løgne (og dem der var værre). Det forstår jeg nu.

Hvor mange sidder sammen og ser på hinanden, når de taler sammen? Og hvis de gør – kører radio eller tv så i baggrunden, mens pc’en er tændt, indkommende mails siger ”ding” eller telefonen bipper med opringninger eller sms’er?

At sam-tale betyder at tale sammen. Ikke, at begge taler samtidig.

At samtale betyder, at de to parter helliger sig samværet og fokuserer på skiftevis at tale og at lytte. De 38% af kommunikationen, der består af stemme, kan til nød opfattes pr. telefon, men hverken pr. sms eller email. Men så mangler stadig de 55 %, der ligger i kropssprog, mimik og gestik. Helstøbt kommunikation opstår kun i det egentlige møde.

I vores teknologiske, mediefikserede verden er det ikke sædvanligt at fordybe sig i samtale. Med få undtagelser er interviews i medierne korte og abrupte. Et autentisk og chokerende ufølsomt eksempel fra TV: “Ganske kort her til sidst: kan du sige noget om hvordan det er at skulle dø så ung?”

Slime Oozing of Your Radio *)

På skiftes studieværterne og deres gæster til at afbryde hinanden ustandseligt. Politikere gør det samme. I nyhedsdebatter taler man i munden på hinanden og undgår at svare på det, der bliver spurgt om, hvis der ikke er parole og synlighed i svaret. Ingen bliver hørt, og ingen hører efter. Det skaber et stigende behov for kontakt. Men da ingen lytter, må man råbe højere. Det er skruen uden ende.

Oveni er der er hele tiden nogen, der ”kommunikerer” til os: “Spar penge! Stem på X! Kør alkoholfrit! Spis flere syltede agurker! Brug blå neglelak i denne sæson!” Den slags envejskommunikation svarer til, at DSB tordner løs med meddelelser om forsinkede tog i dårlige højttalere.

Måske skulle man oprette en landsuddeling af holde-kæft-bolsjer. Eller indføre tvungne kosmetisk øreoperationer, så de stritter ud fra hovedet i 90 graders vinkel. Dét ville da være en reminder.

*) Nyd Frank Zappa og hans skarpe, intelligente og spiddende tekst om medieforureningen her

© Copyright 2021 - Nordisk Gestalt Institut ApS